I går var jeg så heldig at holde foredrag for en gruppe momsmødre, mødre med selvstændig virksomhed. Jeg fortalte om, hvordan man får ro, nærhed og fordybelse ind i selv den travleste hverdag ved at indføre enkle Zen-skabende ritualer, der virker med det samme – og kun behøver at tage 10-15 minutter.
Et af de ritualer, jeg fortalte om, er min families overgangsritual om eftermiddagen, når vi er kommet hjem. Jeg fortalte, at vi altid sætter os og drikker te og taler om dagen. Og at både børn og jeg bliver rastløse, hvis vi en dag dropper vores ritual. Vi kan ikke bare komme hjem og gå i gang med lektier og praktikaliteter; vi er nødt til at have en pause, hvor vi trækker vejret. Sammen. Og i bund. Zen er nemlig stærkt vanedannende!
En mor kom så op bagefter og sagde, at det ritual ville hun gerne indføre, men hun havde simpelthen ikke tid, når familien først kom hjem ved 16.30-tiden og der skulle laves mad. Den lader jeg lige stå lidt: Hun havde ikke tid til at sætte sig med sine børn i ti minutter. Efter ikke at have set dem hele dagen.
Jeg er ikke ude i fordømmende ærinde overhovedet. Det er IKKE pointen at fremhæve mig selv på bekostning af hende. Pointen er denne: Vi er nogle gange så viklet ind i vores travlhed og faste rutiner, at vi slet ikke kan se, at det er muligt at gøre noget anderledes. Selv den mindste forandring bliver uoverkommelig. Og så fortsætter vi med vores rutiner, hvor vi egentlig har brug for ritualer.
Hvis man gerne vil forandringen, så kan man begynde med at give sig selv nogle bitte små pauser i løbet af dagen. Bare nogle få gange i løbet af dagen, kan man kigge op fra det, man laver, og trække vejret i bund. Man kan måske gøre det til en vane at gøre det, når man vasker hænder, når man koger vand til te, når pauseskærmen på computeren minder én om det. Bare prøv at give dig selv små pauser. Det er et godt sted at starte. Så kommer drivet til de større forandringer helt af sig selv.
You just stop for a few seconds, breathe deeply, and move on. You don’t want to make it into a project. [...] Throughout the day, you could choose to do this. It may be hard to remember at first, but once you start doing it, pausing becomes something that nurtures you; you begin to prefer it to being all caught up.
(Pema Chödrön, buddhistisk nonne)
PS: Dagens snapshot er et skørt billede, jeg ved det godt. Men, tro mig, det var SÅ sødt at stå udenfor huset og se Chilli sidde på køkkenbordet blandt krydderurterne og kigge ud af vinduet, mens genboens hus spejler sig i ruden. (Nej, hun har ikke antenne i hovedbunden. Det er en lampeledning….).
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak for den Anna. – øver mig hver dag – små små små skridt
Dine små indlæg er en af de ting der hjælper med de små små skridt
Skal starte på et mindfullness kursus i næste uge, tænk sig 2½ time hver tirsdag bare til mig og nærvær – Fantastisk gave at give sig selv
Glæder mig
Her vil jeg så kaste den sætning, jeg bærer med mig fra min mormor. Som blev enke som 39-årig, højgravid med barn nr. otte, den ældste var 17. Hun levede 92 år og sagde på sine gamle dage: “De år børnene boede hjemme og havde brug for mig, det var 5 minutter af mit liv”.
God tanke at huske, når man synes, tiden ikke rækker. Akke ja.
@ Karina: Åh, det kan jeg godt forstå, du glæder dig til. Fortæl gerne herinde, hvordan det går!!
@ Hulemor: Tak for din mormors vise, vise ord!!
Hvor er det et skønt og nærværende ritual I har hjemme hos jer. Åhhh ja, tiden er så ufattelig kostbar, og inden der er gået et øjeblik, så er børnene for længst flyttet hjemmefra, og har måske ikke længere behov for at hænge ud hjemme ved mors køkkenbord. Øjeblikket er vigtigt og kommer ikke lige tilbage. Uanset ens ønske……………