Torsdag den 8. oktober

af Anna Skyggebjerg den 8. oktober 2009

1 – Morgen:

Denne familie har to ansigter: Et om morgenen og et andet resten af dagen. Om morgenen siger vi stort set ingenting. Vi aer hinanden, når vi går forbi hinanden. Eller løfter bare en hånd til hilsen. Vælter nogle gange ind i hinanden som hundehvalpe, der ikke har styr på kroppen endnu. Efter en lille halv time kommer der lyd på á la, “Hvad har jeg med i madpakken?”, “Jeg går med Rocco, når jeg kommer hjem”, “Kan du nå at vaske mine grå bukser til i morgen?”.

Jeg kan faktisk godt lide os uden lyd. Det er ikke kun træthed. Det er også Zen.

2 – Eftermiddag

Men om eftermiddagen er der gode lyde. I dag  – i den blå stol med en enkelt kop te – var jeg omgivet af  “Hele 3 lyde”: Katten, der spandt i mit skød; regnen, der ramte vinduet og  Jacob, der legede på gulvet i sit værelse (tju-tju).  Den skønneste musik!

3 – Aften

Søren og jeg har været i teateret og se “Alt om min mor”. Et virkelig fantastisk stykke. Jeg har ingen filtre til at beskytte mig, når jeg er i teateret. Mørket, sproget, nærværet… det gør mig nøgen og sårbar. Og det er godt sådan. Det er blandt andet det, der gør, at teater er et af mine foretrukne “moments of Zen”. Men “Alt om min mor” handler om mødre, som mister deres børn. Og Herre Gud, hvor smerten går lige ind, når der tales om tårer, der ikke kommer fra øjnene, men “helt nede fra fodsålerne”.  Jeg er SÅ træt lige nu.

{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }

Dorte 9. oktober 2009 kl. 21:52

Sådan var vores morgener også dengang vi kun havde et barn… Nu er der en snart 1½-årig, der fiser rundt som en skoldet skid, råber, larmer og i det hele taget kræver aktivitet fra kl. 6 om morgenen :-/
Men jeg har da endnu ikke hørt om en teenager, der står tidligt op, så der er lys for enden af tunnelen – selv om den er lidt lang endnu…
God weekend :-)
Dorte

Skriv en kommentar