Og på samme måde med digtet. Og nogle gange, har jeg så store drømme og længsler – vil det hele og når intet af det – og så er det sundt for mig at blive mindet om det smukke i et – på en måde – meget simpelt, lille digt. Måske er det der, jeg skal starte. Med at begynde at digte igen, som jeg gjorde da jeg var teenager. Så kan jeg jo altid skrive den børnebog, male de malerier osv, når jeg engang har fået lidt større børn. Indtil da vil jeg fortsætte med at nyde dem og de små ting med dem.

Som i forgårs, da min 9-årige slæbte en stol ned til min kæreste, så de to kunne sidde med og spise med mine gæster (børn fra det opholdssted, hvor jeg arbejder) istedet for at sidde for sig selv. Det var så sødt af min dreng, også fordi han sagde: “Nu henter jeg en stol til dig, og så kan du sagtens være her også!” (Min kæreste talte om bare at sætte sig ind ved TVét og lade mig og mine gæster hygge i køkkenet selv)….

Og som i morges, hvor min lille dreng på 8 mdr pludselig fangede legen med at give en anden noget. Du ved den der leg, hvor man tager noget og får noget og siger tak og værs´god. Egentligt en lille ting, men jeg blev helt rørt, da han gav mig sutten. Og jeg tror, han får samme omsorgs-gen, som hans storebror har.

Det er de store ting, man kan give andre (og sig selv) som eksempelvis den bog, du er ved at skrive, OG de små ting, som man kan give hinanden til daglig, der tilsammen er de vigtigste ting i livet.

Men størst af alt er kærligheden

Kh Rikke