1
Elise og jeg har kørt mountainbike i Hakkebakkeskoven i dag. Det var en fuldkommen mageløst smuk tur, for hele skovbunden er dækket af min yndlingsblomst over dem alle: anemoner. (“Undskyld, undskyld”, sagde jeg stille, da jeg måtte køre hen over en sti, de havde bredt sig til.)
De ture, altså… Ja, vi aser afsted, men der er nærvær og skønhed. Der er Zen.
Jeg tog en lille buket anemoner med hjem, og nu står de her foran mig og gør mig glad:
2
Da vi sad til bords sagde Jacob, “Når vi har spist, må jeg så få en stor kop te med ind i seng? Så vil jeg tage nattøj på, slukke alt lyset og sidde i sengen og se fjernsyn. For mig er det Zen.”
Der er ikke noget bedre, end når ens børn kender deres egne veje til Zen. Når de kan mærke behovet for åndehuller – og ved, hvor enkelt det er at finde dem.
3
De fleste børn har brug for os som deres læremestre for senere at nå derhen, hvor de selv kan identificere, hvad der giver dem følelsen af ro. Jeg holder meget af dette citat af den amerikanske marinebiolog og forfatter Rachel Carson. Hun skriver, at for at bevare sin medfødte følelse af undren, har et barn brug for en enkelt voksen at dele den med. Citatet handler om noget helt andet end veje til Zen, men pointen er den samme:
If a child is to keep alive his inborn sense of wonder, he needs the companionship of at least one adult who can share it, rediscovering with him the joy, excitement and mystery of the world we live in.
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Vil bare fortælle , at jeg læser med hos dig.
Men jeg skriver aldrig , at jeg har været her..
Hvorfor ikke ?
Måske fordi dine ord, står så fint alene.
?
Men jeg læser med
@Lorarinas mor: Tak fordi du læser med! Det er trods alt det vigtigste, selvom det er rigtig dejligt, når der er tovejskommunikation. Jeg læser også selv med på en masse blogs uden at lægge kommentarer…
Kærligst,
Anna
Jeg synes også din blog er så fin, men jeg får tit en lille smule stres over at jeg glemmer at slappe af, når jeg læser den. Giver det mening? Damn, hvor går de dage hurtigt og hvor hvirvler de børn hurtigt rundt om ørerne på mig. Altså man kan jo ikke kaste sig til siden i voldsomt råb det ene øjeblik og nyde anemonerne sekundet efter, kan man?