Om Anna
Jeg er født i 1962. Vejer omkring 62 kilo. Er 162 cm høj. Men derudover er der ikke så meget, der er gået ”by the numbers”:
Jeg blev mor til Elise for 15 år siden. Da hun var to år, blev jeg skilt fra hendes far. Tre år senere blev Jacob født – og de følgende fire år var jeg alene med begge børn, uden børnefri weekender. Tro mig, jeg fik lært alle smutvejene til en både nem og dejlig dagligdag! Det handler min første bog om, Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag.
Min seneste bog hedder Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske! Den er et katalog over helt enkle ritualer, der giver åndehuller med ro og fordybelse. Selv i den travleste hverdag – og for både mødre og børn. Ingen hokus-pokus. Kun common Zense.
Jeg er uddannet magister i Litteraturhistorie. Jeg har arbejdet som aids-konsulent i Folkekirken og som projektleder i Det Etiske Råd. Men nu gør jeg det, jeg aller helst vil: Jeg skriver bøger, blogger, tjener til budgetkontoen i et deltidsjob som sekretær – og trives med et liv, hvor der ikke er brug for en Mayland-kalender, for jeg skal ikke mere, end at det godt kan stå i mit lille felt på vores Pedersen & Findus familiekalender.
Jeg bor med mand, børn og kat i en lejlighed på Frederiksberg. Er stærkt afhængig af min cykel, af te og chokolade og af en hverdag med fokus på det smukke i det enkle og nære.




{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Smukt skrevet og godt gået, Anna!
Tillykke med din harmoniske og velorkestreret tilværelse.
Så lykkedes det endelig!
Mange hilsner fra London
Tim