Onsdag den 19. maj

af Anna Skyggebjerg den 19. maj 2010

1

Nogle ritualer er  uendeligt basale  – og smækfyldte med omsorg. For eksempel at række sit barn skålen med den sidste rest muffindej. Og nogle udsagn er uendeligt basale – og smækfyldte med omsorg. For eksempel et barn, der siger til sin mor, “Det er den bedste dej, du nogensinde har lavet.” Win-win! Zen-Zen!

2

Og nogle glæder er så vanvittigt enkle, at Zen jo ligefrem kommer svævende ind gennem døren. For eksempel, at kunne have altandørene stående åbne og høre lyden af solsort. Hvad mere skal der til? Andet end at huske at lægge mærke til det.

3

Og nogle sprog er bare alt, alt for svære at lære, når man ikke er vokset op med dem… I dag talte jeg med en kvinde fra Irak. Hun kunne ikke rigtigt huske en adresse… “Det er noget med Kaningade”, sagde hun. Det viste sig, at hun mente “Hareskovvej”.  HA!

PS

Du ved godt, at den her blog er en hyldest til det smukke i det enkle og nære, ikke? Du ved godt, at “Hele 3 ting” er min øvelse i at bevare fokus på det gode, ikke? Det er altså derfor, at i dags blogindlæg ser ud, som det gør. Det kunne nemlig også have handlet om de her hele 3 ting: 1)En pelspølse, der er så fed, at den ikke længere kan bevæge sig gratiøst i vindueskarmen og derfor har smadret en 150 år gammel krystalkaraffel, som har været min oldemors, og som jeg var rigtig glad for. 2) En meget lang og dyb (næsten så den skulle sys!) skramme på min ene balle, som jeg har fået, da jeg kørte mountainbike og som nu gør, at jeg humper afsted og sidder skævt på stolen. 3) Børneorm!

Men det handler blogindlægget så ikke om. Det gør det altså ikke! Det handler om Zen. For det har der heldigvis også været i dag. Jeg ville bare lige nævne de andre ting. For fuldstændighedens skyld.

{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }

Christine 21. maj 2010 kl. 09:27

Hej Anna
Det er netop det der gør din blog så rar: jeg læser de fine ting du beskriver, søger i mig selv og finder noget tilsvarende fra min dag, og griner så, når jeg læser dit efterskrift – for sådan har min dag jo også ofte været.

Skriv en kommentar