1
“Nu kommer de!”, kaldte Søren ind til mig i dag. Og jeg rejste mig øjeblikkeligt fra skrivebordet og gik ud på altanen til et af de næsten faste fredags-ritualer: omtrent klokken 12.40 at se børn fra skolen, som kommer gående hjem fra tur i lange rækker, holdende i hånd. Men lærer forrest og bagest. Jeg elsker det syn. Det gør mig varm og stille indeni.
2
Duften af nyslået græs kom flyvende ind gennem vinduet i dag. Og rev mig tilbage til min barndom og mindet om at bære en trådkurv fuld af græs over vejen til Valdemars hønsehus. Dengang var kurven kæmpestor og slog mod mine ben, når jeg gik. I dag ser den meget mindre ud – og bliver brugt til at opbevare vattæpper i. Den er et af mine kæreste arvestykker, fordi den vækker minder om duften af græs, lyden af høns og småkager fra Valdemar. Barndoms-zen.
3
Er det egentlig ikke sådan, det ofte er: At man kan se det store i det små? Som i dette haiku, hvor det røde æble bliver katalysator for at se – altså virkelig se – det store, hvide rum.
not seeing
the room is white
until that red apple
(Anita Virgil, født 1931)
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Det store i det små- det er det der gør mig glad
jeg elsker bare din blog! Den får mig til at finde de små ting at glædes ved i mit eget liv, og som bonus kommer jeg titi til at føle taknemmelighed og glæde over de billeder dine 3 punkter giver mig.
Nr. 1 idag med børnene er sådan et syn jeg også ville glædes over
Thank you, I love you!
Der er en sådant delikat, elegant, uendelig fin energi herinde på din blog.
Jeg blir så beroliget…
Tak!!