I eftermiddags skulle Elise, Jacob og jeg til Frederiksberg Centeret for at få taget fotos til børnenes pas. Jeg lovede is fra Ben & Jerry. Vi cyklede i solskin. Alt var godt. Og indenfor de næste to timer sker følgende:
Fotobutikken er lukket og afløst af en tøjbutik. I Centerets information får jeg at vide, at der ikke er andre fotografer i centeret. Men der ligger én tæt på. Bortset fra, at deres udstyr gik i stykker i går. Men jeg kan tage ned på Finsensvej, får jeg at vide. Ok.
Så går vi lige i H&M for at købe nattøj til Jacob. Udsolgt.
Og i Fona for at købe en ledning til min discman. Det kan overhovedet ikke fås. Må købe ny discman.
Og til bageren efter rugbrød og franskbrød. Får forkert rugbrød og franskbrød med hjem.
Nu er vi ude ved cyklerne og på vej til Finsensvej. Efter 100 meter går Jacobs cykel i stykker. Som i: Kan ikke køre. Elise bærer hans cykel på ryggen; Jacob triller hendes, grædende. Vi er nu på vej til en cykelsmed i en helt anden retning end Finsensvej. Undervejs stiller Elise cyklen ned og får repareret den. Så cykler vi igen mod Finsensvej! Efter 300 meter går cyklen i stykker igen. Hurra: Denne gang er det lige ud for en ny cykelsmed. Han vil gerne reparere den, men ikke lige nu. “Kom igen om en time.” Ok. Jacob er utrøstelig og vil ikke gå. Elise sætter ham op på sin cykel og trækker ham ned til Finsensvej.
Vi ankommer til fotografen. Som fortæller os, at nu er der lukket på Rådhuset, så vi kan ikke nå derop med vores pas og billeder. Da vi kommer ud fra fotografen er der parkeret en ladcykel sådan, at min cykel er lukket inde bag et stillads. Jeg får den ud til sidst. Men min ene nylonstrømpe går i stykker. Nu er Jacob ked af det og jeg er sur. Men Elise holder skansen.
Så går vi tilbage til cykelhandleren. Han kan have Jacobs cykel færdig i løbet af fem minutter! Vi venter i baggården. Hvor der hænger et meget lille bur med en ulykkelig fugl i. Så græder Elise.
Cykelhandleren er såmænd flink nok. Han siger, at vi skal passe på, for politiet holder særligt øje med cyklister i denne uge. Så jeg siger til børnene, at vi skal køre TOTALT efter reglerne, for ellers får vi med garanti en bøde. Hvorefter Jacob kører på fortovet og jeg skriger op, så han bliver ked af det igen. Han var ellers blevet glad over at have fået repareret cyklen.
Vi kører hen til en sushibar, hvor jeg har bestilt noget sushi til Søren og hans ven, der skal komme på besøg. Sushien er færdig på minuttet! “Nu kører det”, tænker jeg. Og det gør det. Resten af dagen går faktisk rigtig godt. Det er jeg taknemmelig for. Og det var bare det, jeg ville sige. Hej.
PS: Vi fik aldrig den is fra Ben & Jerry. Det bliver i morgen. Hvor jeg også blogger “rigtigt”.
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Sådan er der bare nogle dage der er
Det var da en vist en rigtig Thyco Brahes dag. Godt, at ikke alle dage er sådan
Jeg sidder og bliver så rørt og tænker, at dét der, det er da en historie om Elise. En meget fin én. Hun er vist en ganske vidunderlig storesøster.
@ Anne: Tak for det blik på historien. Ja, hun var altså virkelig sød i går.
Kh,
Anna
Hold kæft altså, de dage… suk
Hvor dejligt at resten af dagen gik på en anden måde – og Elise er skøn!!
KH
Undskyld, men jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt … Nok i virkeligheden mest fordi, den dag var så genkendelig. Den slags findes i hvert fald også i hobetal i min kalender.
P.S. Men du kunne sikkert alligevel finde hele tre ting, hvis jeg ikke tager meget fejl
Altså nogle dage…er bare lige til at rive ud af kalenderen! Godt, at jeres i det mindste gik godt til sidst. Når enden er god er alting godt Kunne dog ikke lade være med at grine ad historien. Du skriver vanvittig godt og morsomt, Anna. Du kunne med garanti skrive en storsælgende chick-lit-bog (vil gerne læse)!
Elise – det skal nok gå hende godt med hendes tag på livet! Hende er der da krummer i – Gud ved, hvor hun har det fra…hmmm
Kærligst,
Tina