Dette blogindlæg er en hyldest til teenagepiger. En hyldest til deres visdom, styrke og solidaritet. En hyldest til deres følsomhed, glæde og skønhed. En hyldest til deres passioner og drømme, som så ofte bliver set ned på. Og en anerkendelse af alt det, de kæmper imod, som så ofte bliver bagatelliseret.
Elise og veninde Sofie har været sammen hele dagen. De har bagt småkager og bagt boller. De har lavet fysikrapport og øvet engelsk. De har uafladeligt vist deres kærlighed til hinanden gennem fnis og omfavnelser og betingelsesløs accept. Og de har lagt planer om genoptagelse af tirsdags-te og erstatning pr Skype, når Elise rejser til USA næste år.
De er så skønne, at de fortjener at blive hyldet meget oftere, end tilfældet er. Jeg tilslutter mig forfatter Eve Ensler:
“I see teenage girls as being the primary fuel of this planet.”
{ 10 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeps! og ligefrem grimme er de jo heller ikke.
Da min barndomsveninde Grethe i 1979 tog et år til USA, skrev vi – snailmail – til hinanden hver uge. Aftalen var, at man ikke måtte sætte sig til skrivebordet uden en kop the, for på den måde var det næsten som at være sammen alligevel. Skype, email, same thing. Venindeskaber består på trods af tid og rum, blot man gør sig umage. Og så kan resten af verden bare komme an.
De er da også et par underskønne tøser begge to! Og sikke meget de fik lavet på sådan en dag….! Det er vidst ikke alle teenagere, der er så energiske
Ak ja, udenlandsophold….eller åh ja…! Da jeg efter gymnasiet tog til England et år og min barndomsveninde tog til Mexico sendte vi hinanden gammeldags håndskrevne breve (er det dét, der hedder snailmail?) og….hold fast: kassettebånd, hvorpå vi havde indtalt alle vores tanker, nyheder, følelser…Jeg kan stadig genkalde mig spændingen og intensiteten, når jeg lukkede min dør og bare lyttede til min veninde og alle hendes oplevelser…!
Jeg har også været et år i USA og kommunikeret pr casettebånd med min veninde. Og Kongelig Post, naturligvis. Jeg mener fortsat, at en kvinde kan leve godt uden en mand, men ikke uden veninder. Derfor bliver jeg SÅ glad for at se Elise og Sofie sammen. Og alle de andre teenagepiger, der har armene om hinandens liv.
hvor dejligt! jeg glemmer tit hvordan det var at være teenager og hvor svært det kunne være. Teenage piger er sgu seje! Og hvor er de søde og smukke på billedet
Skulle lige til at anbefale Eve Ensler – den er så skøn den bog
Og ja de er skønne og fantastiske og smukke og fulde af liv – kan godt forstå at noget af det største er at se sine børn i deres venskabs-relationer og al den kærlighed og kropslighed, der er mellem dem. Sådan har jeg det også.
KH
Hvor FEDT endelig at høre en opløftende, livsboblende og anerkendende stemme, der hylder teenagelivet. Det var i går, jeg var 16, og jeg husker spændingen, hemmelighederne, planerne, drømmene og …drengene. Den tid er smittende dejlig, og det er præcis det, de to smukheder udstråler. Læste du Politikens lørdagsavis, der netop satte spot på, at teenagere i dag over hele hovedet ikke er Paradise/Sunny Beach-look-a-likes?
Åh, ja, de er skønne! Bakker hinanden op, er sjæleveninder, fniser og kan både være sjove og alvorlige sammen – og hver for sig:
Kommer til at tænke på min egen teenagedatter, Bella, som i aftes efter dit og dat satte sig i køkkenet med matematik (hadefag nr. 1), musik og højlydt nynnen og glæden over nu kun at mangle 3 opgaver. Det er bare skønt!
Tak Anna, fordi du skriver om det univers jeg lige akkurat snuser til med mit første teenagebarn i huset og snart en datter på spring.
Jeg har en teenagesøn, som lige nu er på vej i svømmehallen for at tage afsked med et par grønlandske venner, han har smil og på gensyn i stemmen. Og lidt udlængsel…
Mit beskedne moderhjerte jubler og har allerede startet en lille opsparing i kaffedåsen, så Grønland måske kommer indenfor rækkevidde.
Siden i tirsdags har det kværnet i mit hovede med de minder Nina og jeg har fra teenage-årene med aften-natlige orgier i the, kakao, samtaler og pjat. Pyt med, at skoledagene nogle var et inferno af snorksøvnighed. Det går op for mig, at vi nok reddede hinandens liv dengang. Hun reddede i alt fald mit.
Og man mindes selv den tid, hvor tiden var noget man fik foræret og som man bare kunne bruge og bruge af uden bekymringer. Ja, unge fortjener en hyldest.
Vi må øve os i at lade morgendagen bekymre sig for i morgen, for man lægger jo hverken en dag til eller tager en fra sit liv ved at bekymre sig. Og nej, det er desværre ikke mine ord, men taget fra bibelen.
Vi må lære at tiden, teen og tålmodigheden giver glæde;-)