Onsdag den 22. december

Skæbnen er en sarkastisk fætter. Netop som jeg synes (og siger højt i blogosfæren!), at min teenagepige er helt perfekt, så kommer vi op at skændes. Om man skal bære hjelm, når man skøjter? Hvilket man skal. Og hvilket hun gjorde. Men først efter gråd, tænders gnidslen og et uvenligt håndtegn. Og på min side: slåen i bordet og pegen på skøjteforeningens hjemmeside med anbefaling om hjelm. For, som de skriver, hvis man slår hovedet, kan man få “hjernerystelser og det, der er værre”…

Som mor er det mit arbejde at forestille mig “det, der er værre” og beskytte hende imod det. Som teenagepige er det hendes arbejde at tænke på sit udseende og at synes, jeg er for skrap. Så i virkeligheden er alt i sin skønneste orden. Selvom det ikke føltes sådan, da det stod på.

Her er “Hele 3 ting”, jeg får ud af at stå fast på mine værdier:

1:

Respekt. Børn hader grænser  – og elsker dem. Det gælder ikke mindst teenagere. Når jeg fastholder mine grænser og forklarer på en respektfuld måde, hvorfor de er, som de er, så bliver jeg bagefter belønnet med respekt. Ikke nødvendigvis med enighed, men med respekt.

2:

Elise oplever, at det er i orden at fastholde sine grænser, når man gør det på en ordentlig måde.  Lur mig, om ikke hun får brug for den viden.

3:

Elise oplever tryghed. For paradoksalt nok: Det giver en vældig tryghed at kunne spille op mod en mur og prøve sine argumenter af  – uden “at risikere” bare at få ret eller et fesent tilbagespil.

Og her er hun så. Efter skænderiet (og i top nice julehyggetøj, jeg købte i Italien).