Torsdag den 20. januar

af Anna Skyggebjerg den 20. januar 2011

Hvis du har læst “Zen for mødre” ved du, at jeg en dag fik nok (virkeligt NOK!) og stak af hjemmefra. Jeg endte på et hotel, hvor ensomheden i sølle 20 timer gjorde mig så godt, at jeg vidste præcis, hvad der skulle til i mit liv for ikke igen at nå helt ud til kanten af min formåen. Det, der skulle til, var Zen-fyldte åndehuller. Ro, nærvær og fordybelse. Både med børnene og med mig selv.

I morgen tager jeg afsted på hotel igen. Denne gang planlagt og uden at efterlade en grædende familie. Fra fredag eftermiddag til søndag formiddag tager jeg på hotel for at få fuldkommen ro til at arbejde. Søren tager til gengæld til klassefest i 4.a. Jeg elsker ham for, at han forstår mit behov for ensomhed og giver plads til, at jeg kan realisere det.

Har du svært ved at finde åndehuller i din hverdag? Svært ved at finde tid til at være alene?

Her er “Hele 3 ting”, du kan gøre. Og som ikke kræver en weekend og et hotelværelse. For mindre kan gøre det. Langt mindre.

1: Hvis de fysiske rammer tillader det, så tage femten minutters pause på din arbejdsplads. Sluk computeren og mobilen. Sæt et skilt på døren om, at du ikke vil forstyrres. Eller gå en tur i frokostpausen (uden mobilen, forstås). Under alle omstændigheder: Giv dig selv fuldkommen ro til at trække vejret. I bund.

2: Gå en aftentur, når børnene er puttet. Om ikke andet så en tur ud i haven eller ud på altanen. Mærk, at du har et frirum. At du kan koble dig af toget for en stund og derefter koble dig på igen.

3: Drop et tv-program. Du kommer ikke til at savne det. Og brug så tiden på noget, som gør dig glad. (Hvis du tænker, “Hvad skulle det være?”, så læs “Zen for mødre” og bliv inspireret!)

Enjoy!

{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Dorte 20. januar 2011 kl. 22:49

Tak fordi du mindede mig om det lige i dag, hvor jeg er fyldt til randen af syge børn… Jeg er kommet helt skævt ind i 2011 og synes snart januar er gået uden at jeg har trukket vejret for mig selv. Nu skal det være anderledes :-)
KH

Gisela 21. januar 2011 kl. 08:55

Rigtig god arbejdslyst!
Jeg har haft en uge, hvor jeg har haft travlt med at se en masse gode mennesker og have en masse dejlige oplevelser – men jeg må faktisk indrømme, at jeg i min iver har fået pakket kalenderen lidt for tæt. Da jeg dog er så heldig, at min datter i dag rejser med skolen på skiferie, har jeg besluttet at kompensere ved, at jeg i morgen helt undlader at stå op. En hel dag under dynen med en god bog. For mig er det ultimativ zen.
Rigtig god weekend til alle – ikke mindst til dig, Anna.
Kh, G.

Annette 21. januar 2011 kl. 09:30

Søren er en helt! Sikken gave at få…

AL 21. januar 2011 kl. 10:18

Især rådet med at slukke for et tv program ramte mig. Til tider er det lige, hvad jeg trænger til, men alt alt alt for ofte er det bare stilheden, jeg higer efter. Og så tordner fjernsynet i stedet for.

Så ja tak jeg vil slukke for fjernsynet….:-) God weekend

Merete van den Berg 21. januar 2011 kl. 11:18

Hmmm…Anna. Denne kommentar har sådan set ikke noget med dit indlæg at gøre. Jeg vil bare lige fortælle, hvor glad jeg er for din blog. Hvor fint du skildrer mange ting – og hvor du smitter med din (livs)glæde. Tak fordi du er der;-)
KH Merete

Liselotte Vejborg 21. januar 2011 kl. 11:20

Takker for de dejlige tips. Tror du der blive set skævt på mig, hvis jeg booker et weekendophold på Skodsborg Kurhotel – til mig selv alene, så jeg kan få sovet igennem …? ;-)

Zzzzzz …

Anna Skyggebjerg 21. januar 2011 kl. 11:28

@Annette: JA, han er! Jeg er så heldig at have ham.

@Merete: TAK fordi du tænker sådan – og siger det højt. Det gør mig meget glad! Og: Right back at you: Tak fordi du er her på bloggen!

@Liselotte: Ja, jeg tror godt du kan regne med, at der vil blive set skævt. Ønsket om ensomhed bliver ofte betragtet som sært. Læs lige Anne Morrow Lindbergh:
“What a commentary on civilization, when being alone is being suspect; when one has to apologize for it, make excuses, hide the fact that one practices it – like a secret vice. “

Liselotte Vejborg 21. januar 2011 kl. 11:32

Så bliver jeg jo næsten nødt til at gøre det (man er vel en rebel). Og jeg tager Anne Morrow Lindbergh med mig som moralsk støtte – og masser af god chokolade.

Rebekka Ahrnkiel Dahlgaard 21. januar 2011 kl. 12:21

Hej Anna
Da jeg var inde på dit site på arbejdet, kom 2 kollegaer forbi. Den ene sagde, “Nej, hvad er det for en fin dame”, da hun så billedet af dig, og den anden var nysgerrig, og ville straks låne mine 2 bøger skrevet af dig.

Det ville jeg blot fortælle.

-Rebekka

Skriv en kommentar