Når man har små børn, har man armene fulde af kærlighed. Til gengæld har man absolut intet privatliv. Og det er også ok: Man er indstillet på nogle år, hvor man aldrig er alene på toilettet og i øvrigt kan blive afbrudt i hvad som helst når som helst.
Men mine damer, tillad mig at sige følgende: At få sit privatliv igen, når børnene bliver større… det er i grunden ret så dejligt.
Om mandagen er jeg alene hjemme. Og jeg skatter virkelig de timers privatliv, hvor jeg kan hengive til til ro og nærhed med mig selv. I dag har jeg nydt disse basale “Hele 3 ting”:
1: At være på badeværelset uden risiko for afbrydelse.
2: At spise morgenmad i fuldkommen stilhed. Kun til lyden af en solsort.
3: At kunne tænke. Overhovedet at orke at give mig til at tænke, fordi jeg ved, der er ro til at gøre tankerne færdige.
Jeg vil gerne citere et vidunderligt stykke fra en bog af Anne Tyler, som jeg har lært at kende via min overmåde belæste veninde, Annette. Det handler om glæden ved privatliv – og er fortalt af en datter, som gennem lang tid har passet sin døende mor 24/7. Familien antyder, at det alligevel må være lidt af en lettelse, at moderen er død. Og datteren tænker:
“Jeg var ikke lettet over at være fri eller over at slippe for arbejdet; jeg var lettet over at få mit privatliv tilbage. Hvis man vækkede mig midt om natten og ruskede mig og sagde: “Hutigt, uden betænkning: Hvad er det vigtigste i verden?” ville jeg svare “privatliv”. Jeg ved godt det ikke er rigtigt; det behøver man ikke fortælle mig. Jeg ved at det rigtige svar nok er kærlighed eller forståelse eller at føle, der er brug for en – selv for mig. Men jeg siger bare det der først falder mig ind, og det er privatliv. At sidde alene oglæse en bog uden at der er nogen der forstyrrer mig. Det er alt hvad jeg nogensinde bevidst har ønsket mig af livet.”
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
På barsel med barn nr. to har jeg det på præcis samme måde. Privatliv. Ja, tak. Om fem år siger du? Nå, okay så … Godt man har lås på badeværelsesdøren. Og elsker sine børn.
Jeg elsker din sætning: “Når man har små børn, har man armene fulde af kærlighed” – hvor rammende.
Med to børn på 3 og 6 år…kan der allerede sniges noget “jegtid” ind sammen med børnene. F.eks. nyder jeg at sidde at skrive taknemmelighedsdagbog mens jeg sidder sammen med børnene, der tegner, leger med modellervoks….så får jeg også skrevet deres guldkorn ned, mens de er i frisk erindring
Dejligt indlæg!
Jeg er selv på barsel med min lille Mads på ni mdr. Vi er alene, dvs ingen far til at tage over, så det med privatliv er også absolut og fuldstændig udelukket. Altså pånær når mormor og morfar en gang imellem passer guldklumpen
)
God dag!
Sikken timing, Anna. I dag har Noah været i vuggestuen for første gang. Jeg overlod besøgslogistikken til farmand og smuttede selv på Gentofte Sygehus for at give blod. Et godt bytte, synes jeg.
Og selv om det på mange måder er et kæmpe privilegium at gå herhjemme med Noah og se ham vokse mentalt og fysisk (nå ja … i det hele taget bare at have fået lov til at få ham!). Men for pokker hvor er det også udfordrende for privatlivet.
Så jo: jeg ser frem til atter at kunne gå på toilettet alene (hvis jeg kan snige mig derud uden hunden følger med …) og få nogle dage herhjemme for mig selv. S.O.L.O!
Åh, det bliver godt!