Tirsdag den 24. maj

af Anna Skyggebjerg den 24. maj 2011

Undskyld, men jeg er desværre nødt til at springe bloggen over her til aften. For klokken er blevet alt for mange. Hele aftenen er gået med håndklædetørrere. Ja, håndklædetørrere. Der findes altså rigtigt mange modeller, og der skulle træffes et valg nu, sagde håndværkeren…. Vi har jo købt det der rækkehus…

Faktisk går der temmelig megen tid med at tage stilling til ting og sager og kommunikere med håndværkere. Men det hele ender godt, tror jeg. Og måske endda med, at legehuset bliver revet ned og erstattet af en bænk, en buddha-figur og noget vand, der pladrer. I hvert fald har familien taget vel imod, at jeg har udtrykt stærkt ønske om et lille stykke Zen i legehus-hjørnet.

Nå. Her er alligevel “Hele 3 billeder” fra i dag:

1:

 Billedet af Elise, som læser til fysikeksamen. Chilli holdt hende med selskab i eftermiddags og valgte at tage kontrol over tallet nul. Når Elise skulle skrive nul, trykkede hun let på Chillis pote… Den kat ved altid, hvornår der er brug for opmuntring!

2:

Billedet af Jacob, siddende oppe på køkkenbordet, da jeg kom hjem fra arbejde. Med teblade rundt omkring sig, fordi det er så svært at få teen  ned i de filtre…. Jeg havde ringet og sagt, “Jeg er hjemme om ti minutter”, og så havde han besluttet, at lave teen, så vi hurtigt kunne komme igang med eftermiddagsritualet: Te og læsning.

(Jeg tilgav ham for at sige, at det jo ikke er sikkert, jeg orker at gå over på skolen til hans sidste skoledag om fem år, for da er jeg jo alligevel blevet ret gammel…)

3:

Billedet ud gennem altandøren i eftermiddags: Hagl, der dansede på metalbordet på altanen, og en mørk, mørk sommerhimmel.

Vildt vejr gør mig stille indeni.

 

{ 1 trackback }

Søndag den 19. juni | H e l e  3  t i n g
19. juni 2011 kl. 22:25

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Rebekka Ahrnkiel Dahlgaard 25. maj 2011 kl. 07:56

Legehushjørnet….? Betyder det, at I skal skille jer af med et legehus. Vi står og mangler et legehus til vore små poder, men mange er for dyre, og de brugte står næsten alle i Jylland.

Jeg er bare nysgerrig. Hvis I skal af med et legehus, må du meget gerne kontakte mig. Vi er mere end interesserede.

Venlig hilsen Rebekka Ahrnkiel Dahlgaard

Anja C. 25. maj 2011 kl. 09:17

hahaha hvor jeg grined højt af nr. 2 om at du om fem år er blevet ret gammel! Børn altså! ak ja, en dag bliver de selv ret gamle og får sådanne kommentarer *fnis*

Hvor sødt med kattepoter på tastatur :-)

Skriv en kommentar