De seneste par uger har jeg ind imellem haft fornemmelse af, at mit hjem er et militærakademi. Men mig som officer og Jacob som rekrut. Der har været behov for at sætte klarere grænser, end jeg dybest set bryder mig om. Men det er jo mit job at sætte grænser. Paradoksalt nok af hensyn til den dreng, der ikke vil have dem.
I morges stødte jeg helt tilfældigt på et citat, som er blevet hos mig hele dagen. Det var lige, hvad jeg havde brug for at høre: At det (trods alt) er nemmere at skabe stærke børn end at reparere ødelagte voksne. Ordene er sagt af amerikaneren Frederick Dougless (1818 – 1895), forfatter, politiker – og tidligere slave. Så hans ord har vægt:
“It is easier to build strong children than to repair broken men.”
Efter en dag, hvor kræfterne er blevet brugt på at opbygge et stærkt barn, er jeg taknemmelig for Zen: små øjeblikke med ro, nærvær og forbybelse:
1:
Fem minutters tidlig aftentur med Søren i hånden. Bare lige rundt om blokken.
2:
At drikke te under baldakinen med Søren og Jacob. Mens vi talte om at skulle i 5. klasse i morgen – og med regnen trommende mod stoffet. (Og jeg tænkte: Aldrig mere Militærakademi! Drengen er færdiguddannet! Men det har jeg sagt før…)
3:
En himmel, der lagde op til budhistisk himmel meditation, hvor man kigger på himlen, stopper sin tankestrøm og i stedet trækker vejret i bund og mærker væren. (Undskyld til de buddhister, som synes jeg banaliserer. Jeg ved det godt, men en blog er en blog…)
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Elsker det citat. Det giver SÅ meget mening. Tak!
Og jeg tror faktisk godt, at buddhisterne kan leve med banaliseringen. Alt for mange af os ikke-buddhister når aldrig til at meditere, fordi det bliver gjort til noget højttravende. Og det er synd og skam – især hvis banaliseringen kunne få os i gang og mærke hvor fantastisk det er.
Længe leve Zen helt nede på jorden!