Der kom en skøn kommentar til indlægget i tirsdags, som fik mig til at tænke, at det i grunden er for sjældent, der er ting som fart og læderindtræk her på bloggen.
Det var den her kommentar fra Christina Wedel, stylist, forfatter og blogger:
Kære Anna !! Livet tester mig i øjeblikket ( et øjeblik på ca 42 år) og det er ok. Men det er de små ting som redder mig. En duft , en smag, et rum, en kjole, en sang eller et kys…… Jeg ser og mærker dem altid og ved fra min omgangskreds at jeg ER GOD til at lægge mærke til dem hver gang.
Og der er også en fjollet ting som gør mig lykkelig. Rigtig helt ned i tæerne og op i håret lykkelig….. Biler . En hurtig velduftende bil med et super anlæg er bedre end sko og tasker. Bedre end en villa eller vovse.
Biler gør mig zen
Kram fru Wedel
Det er første gang, nogen på bloggen har nævnt biler som en vej til Zen. Og der er heller ingen biler i “Zen for mødre” . Gad vide, hvor meget andet med Zen-potentiale, jeg ikke kender til?
Derfor, mine damer: Fortæl os andre om DIN uventede, uortodokse, mærkværdige, sjove, skæve…. vej til et Zen-fyldt øjeblik! Duftlys og kager er forbudt i kommentarfeltet lige i dag!
Fortæl, fortæl!!
PS: Jeg forstår udmærket Christinas kærlighed til biler. Faktisk har jeg skrevet en bog til Jacob (da han var i bil-alderen) med rim om biler. Her er rimet om Goggomobilen (ja, det er der faktisk et bilmærke, der hedder!)
Den er ikke så hurtig.
Den er ikke så stor.
Den har kun lige plads til
mig og min mor.
Men prøv at se på dens lygter.
Prøv at se på dens smil.
Den er verdens allersødeste
Goggomobil.
{ 13 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Biblioteker! Er min yndlings-zen! Er der flere gange om ugen, og mindes tit “mine” tidligere biblioteker fra barndommen. Duften alene når man går ind af dørene siger zen!
Løbeskoene på en tidlig morgen, musik i ørerne og så en tur i skoven og ved vandet, så “dukker jeg op” fra det efterfølgende bad klar til hvad som helst dagen bringer
Jeg ved godt, at I allesammen tænker, at jeg er gal – men for mig er det superzen at køre i Ikea (!) mellem kl. 20 og 21. Der er ingen mennesker, og min datter og jeg kan fjolle rundt og lege at vi bor i de store lækre køkkener, smække benene op i sofaerne og flade ud i samtlige senge, én efter én og mærke hvordan hver enkelt madras føles mod kroppen.
Så går vi der og drømmer om et større sted at bo end vores lille-bitte lejlighed.
Det gør mig godt at kunne nøjes med at drømme om alle de skønne ting, man kan købe for penge, men være naturligt begrænset af, at jeg ikke har plads til at erhverve mig noget nyt. På den måde risikerer jeg ikke at købe ting, jeg i virkeligheden ikke har brug for!
Men som sagt, Ikea en hverdagsaften lige før lukketid – der er en helt særlig stemning i den kæmpe butik uden nogen kunder.
En rask cykeltur, trampe i pedalerne, suse afsted, mærke vinden blæse i håret – det er bare skønt!
P.S. Herligt digt om Goggomobilen!
Mudder, gerne om sommeren i bare tæer;-)
Hey den bog om goggomobilen skulle udgives, ville helt sikkert være et hit, især til min meget bil glade søn:-)
Dagens første kop kaffe – serveret på sengekanten af min mand.
Der nyder jeg stilheden inden jeg vækker pigerne og er nødt til at se verden i øjnene.
Håber ikke at kaffe også er forbudt i kommentarfeltet
Et morgenbad i Storebælt på denne årstid. Vandet er isende koldt og det prikker i huden. Men når jeg kommer op af vandet og blodet bruser i kroppen og huden begynder at få varmen ,så føler jeg at jeg er sej og uovervindelig – så er der zen.
Kh Trine
TAK for alle kommentarerne!! Tak fordi i tog handsken op!!
Hvem skulle nu have troet, at der er Zen i IKEA, som de fleste af os opfatter som det stik modsatte? Stærkt inspirerende!
At flyve! For det første at lette, som da simpelthen er for fedt – og som gør, at man ikke kan tænke på andet. Umådelig fart, samtidig med at tiden på en måde står stille. Og så at komme op over skyerne. Tænk, at flyve ind i en sky. Og så pludselig er der ikke andet end lyseblå klarhed.
Zen i himlen.
GARN, GARN, GARN og atter garn. Det fåes i alle prisklasser og mængder.
Der er zen til flere dage i et nøgle alpacce til kr. 25 i en fantastisk dybblå farve.
kh
Byggemarkeder – ja, lige præcis.
Jeg glemmer tid og sted, når jeg er i et byggemarked. Jeg falder i svime over beslag – ved ikke helt, hvad det er, men jeg er vild med det.
Måske er det drømmeriet om alt det, man kan gøre og skabe med alle de remedier, der findes i et byggemarked.
Maling, håndtag, haveredskaber, grillredskaber, knager og ja, beslag.
Åh, jeg må snart forbi et byggemarked, kan jeg mærke:-)
Zen for mig er bl.a hyggestunder med mit barn, at glemme tid og sted blandt bøgerne på biblioteket, at læse dejlige livsbekræftende blogs, at rejse, at bage ikke mindst gode middage med venner
Ups min www er ikke Slyngebarn.dk, kan dog kraftigt anbefale den, min er oplysning for nye slyngemødre og hedder slyngemor.dk