Torsdag den 11. november

af Anna Skyggebjerg den 17. november 2011

Der er en formulering af den irske digter og Nobelprismodtageren Seamus Heaney , som jeg elsker. Det stammer fra et digt, der beskriver en køretur, hvor uventede detaljer fik Seamus’ hjerte til at åbne sig. Pointen i digtet er, at alt har evnen til at

“catch the heart off guard and blow it open.”

Jeg tror ikke, at Seamus Heaney har tænkt på Zen, da han skrev denne sætning. Men jeg synes ikke desto mindre, det er en sætning, som på fineste vis beskriver et Zen-moment:  Når man pludselig og uventet ser det smukke i det enkle og dagligdags. Når man pludselig og uventet ser det store i det små. Og ens hjerte åbner sig.

“Hele 3 ting”, der i dag har blæst mit hjerte åbent:

1:  Jeg vækker Jacob forsigtigt, Chilli kommer op fra fodenden af sengen, og Jacob åbner dynen, så hun kan komme ind i hans arm. Det syn!

2:  Jeg cykler hjem fra min runde til forskellige butikker og det går pludselig op for mig, at jeg i hver eneste har mødt venlighed fra et menneske, jeg ikke kender. Den følelse!

3:  Jeg holder en pause i eftermiddagens arbejde og drikker te og spiser honningbombe i et helt tyst hus. Den stille lykke!

Skriv en kommentar