Ferietips #2: Aftentegninger
Jeg er en stor tilhænger af ritualer i hverdagen. Ritualer sætter gode rammer, skaber orden i kaos og samler flossede sind. Derfor har vi masser af ritualer i familien. Og jeg har mange ritualer for mig selv.
Et af familiens ferieritualer er, at børnene laver aftentegninger. Når vi skal til at sætte tempoet ned og gøre os klar til sengetid, laver børnene (nej, faktisk kun Jacob, for Elise synes, hun er blevet for gammel) en tegning af noget godt fra den dag, der nu nærmer sig sin afslutning. Der behøver ikke at være sket noget stort. Det kan være en tegning af hvad som helst: En lækker portion koldskål, en sky eller en bil, der er blevet lagt mærke til.
Det er en super måde at geare ned på. Og hvad der er endnu bedre: Ritualet med at lave aftentegninger skærper børnenes opmærksomhed på hverdagsting og hverdagsoplevelser. Det lærer dem at se det fantastiske i det almindelige, det smukke i det enkle. Det er ægte Zen!
Dagens aftentegning viser Jacob (i stribet pyjamas), Søren (i afrikansk kjortel) og mig (i en i virkeligheden overordentlig pæn, ny kjole), efter at vi er kommet hjem fra Rigshospitalet, hvor Søren i dag blev indlagt. Vi ved fortsat ikke, hvad Søren fejler, men vi fik ham med hjem i nat. Derfor tegningen af, at vi er sammen (Jacob har ikke glemt Elise; hun er i sommerhus med en veninde.)
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Det lyder som en rigtig god måde at geare ned på. Mit spørgsmål er hvor I gør af de tegninger senere hen? Jeg mener, der må hobe sig en pæn del op med tiden…
Er der mon nogen, der kan komme med en god idé til, hvordan man uden skænderier og tårer ikke skal blive invaderet af af huse i pap, papmachékreationer fra skolen og diverse klippe-klistresager?
Min søn er meget kreativ og producerer en god mængde fine sager – men når tingene har været udstillet i månedsvis er det nu mest ham, der stadig synes, de er lige fine, og som er så stolt og ejekær, at han ikke vil af med dem igen. Vi har forsøgt at have en såkaldt kunstnerkasse, som jeg fandt på engang. Det fungerede på den måde, at ting, der havde været udstillet skulle op i kunstnerkassen og senere hen skulle de så smides ud. Det har taget lang tid at fylde den kasse op, men nu er der stor top på og knægten synes selvfølgelig stadig ikke, at tingene skal ud! Hjæææælp!!
Skal man bare klare tårerne og sige, at nu skal det altså ud eller er der en bedre måde???
Jeg smider ud mens børnene sover. Grusomt, men det virker.
Kære Tina,
Jeg er ikke begavet med meget kreative børn, der producerer store mængder hjemme-sløjd, men selvfølgelig ved jeg – og enhver anden mor – alligevel, hvad du taler om. Jeg vil nu træde i karakter som den rå mor, jeg i virkeligheden er: Jeg smider ud. Præcis som Anette. Men jævne mellemrum (ca. halvårligt) rydder jeg børnenes værelser med hård hånd og sorte plasticsække. Jeg har ALT i hånden. Og det sorteres i tre bunker.1) Skal gemmes, 2) Skal UD og 3) Skal videre til flygtningecenteret eller lignende. Som tommelfingerregel har jeg, at det, som ikke har været leget med/brugt i et år, skal ud eller foræres væk. Det gælder også det hjemmefabrikerede. Og jeg må sige, at jeg i alle årene aldrig har oplevet, at de har savnet noget, når først det var ude af syne. Faktisk er det en lettelse for dem, at værelserne er til at overskue. Det gælder for børn som for voksne, tror jeg, at der er sammenhæng mellem ydre og indre ro.
Hvis man ikke kan være så rå, eller hvis man har en søn som din, der i hvert fald ikke umiddelbart kan se nogen lettelse ved at slippe af med bunkerne, så synes jeg, din egen metode med Kunstnerkassen er helt genial. Jeg vil foreslå, at I har en særlig hylde, som er til udstilling af hans ting. For det første fordi de så ikke breder sig over hele hjemmet (som jo også er dit hjem!) – og i øvrigt ofte gør sig godt, når de er samlet i en gruppe. Og for det andet fordi det giver ham den øvelse, at han skal tage stilling til, hvilke af tingene, der skal stå på hylden, og hvilke der skal i fjernlager i Kunstnerkassen. Det er første skridt i den vigtige proces at lære at give slip. Når kassen er fuld (eller meget fuld!), så skal den tømmes. Og det skal den altså! Det er en aftale, I har lavet. Og den skal holdes. (Og han har jo fortsat hylden med yndlings-værkerne.)
Måske undgår du ikke helt, at der bliver gråd og tænders gnidslen den første gang. Men som den rå mor, jeg er, vil jeg sige, at jeg synes, du skal holde fast. Du hjælper ham med at lære noget, der faktisk er vigtigt. (Og vi ved af erfaring, at der går noget tid, før vi får ros for den slags indlæring…)
Mht aftentegningerne, så hober de sig ikke så vældig op, for det er reelt kun i ferierne, vi praktiserer ritualet. Efter ferien samler vi tegningerne (eller nogle udvalgte) i en mappe – og så har vi pludselig en skøn feriedagbog, som vi kan kigge i længe efter.
Held og lykke med projektet! (Jeg vil smadder gerne vide, hvordan det går, så skriv en kommentar, hvis du orker…)
Kærligst,
Anna
Jeg synes, det er en god regel, du har, at alt, hvad der ikke er blevet leget med i et år smides ud eller foræres væk. Har faktisk forleden dag gået min søns ting igennem. Men jeg gjorde det bare MED ham (ja, det tog noget tid, men det var samtidig faktisk også hyggeligt – zen
Ja, jeg ved det – lyder som om, glorien er ved at falde ned om halsen på mig, og det undrede også mig, at det kunne være hyggeligt, men det VAR det! Måske fordi vi havde sat tid af til det og ikke skulle noget bagefter). Både for at se, hvordan han ville tage den proces, men også for at lære ham selve den proces. Og jeg blev meget overrasket: Han var rigtig god til det! Men ok, der var også biler, han havde gemt på fra han var 2 år 
Meeen der var nu også så meget andet, som jeg bestemt ikke havde troet, han ville af med (faktisk blev jeg en anelse nostalgisk – kunne jo huske de fødselsdage og juleaftner, hvor han havde fået de her ting, der nu røg i smid-ud-bunken…men det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham!). Det blev til flere kasser, som vi kørte til Red barnet i Kbh med. Han var selv med inde og aflevere det og var stolt over at kunne hjælpe andre – og få en masse ros af damen derinde for det 
) og en dag, vi skulle lægge en tegning ind i den, fik min søn øje på den lille mængde der var. Han undrede sig, for han vidste, at der lå tegninger fra han var 2 år. Jeg forklarede, at jeg bare havde gemt de bedste og sorterede løbende i dem. Han kiggede så lidt betuttet på den fine tegning, vi lige skulle til at lægge ind, og som han var meget stolt af (han tegner nemlig ikke så meget), og sagde: “Jamen mor, vil det så sige, at den her tegning en dag bliver smidt ud?!” Jeg skyndte mig at sige, at det sikkert ville vare maaaange år og først være, når han var meget stor, for den var da godt nok flot!
Men det var “hjemmesløjden”, som du så fint kalder det, som jeg kom fra. Jeg kan se nu, at jeg bare skulle have holdt mig til, hvad vi havde sagt til ham til at begynde med: først udstilling, så kunstnerkasse og når den er fuld: UD!! Han er bare så langsigtet i sin tankegang. Vi har også en mappe til tegninger (og ja selvfølgelig hober ferietegningerne sig ikke op – jeg havde helt glemt, I kun gjorde den slags i ferierne
Men al den langsigtede tankegang må vi så få noget godt ud af i andre sammenhænge…
Kære Tina,
Til lykke med din søns og din oprydning på værelset! Det har været en fantastisk proces, kan jeg høre. Og afslutningen med at give sine ting videre til nogen nye børn, den holder altså.
I aftes talte jeg med Jacobs faster Jane om din Kunstnerkasse. Hun foreslog, at I tager billeder af værkerne, inden de bliver smidt ud, og samler billederne i en mappe. Så har I et minde om alle tingene. Mon ikke det vil tiltale den person med den langsigtede tankegang…
Min søn elsker at få taget billeder af ting han har lavet – om det så er, hvad han har bygget af lego, klippet i papir eller hvad det nu kan være…super idé!