1
Endnu en lang dag til Zen-fyldt nydelse af hverdagen. Og til at fryde mig over det magiske i det helt almindelige – for eksempel synet af en mariehøne, som legede Ikke Røre Jorden i chokoladeblomsten på altanen. Den gik ud ad hvert eneste blad, rundede spidsen og gik videre langs bladets underside (nu med hovedet nedad) tilbage mod stilken. Jeg tror, den nød det. Jeg ved, at jeg gjorde. Det var ren Zen.
2
Når man har børn, er der hele tiden milepæle. De kommer i stimer, når børnene er små og ustandselig udvikler nye færdigheder. Senere bliver der længere imellem dem, men de ophører ikke, tror jeg, før børnene flytter hjemmefra…De seneste større milepæle indtraf, da Jacob selv kunne gå hjem fra skole. Og da han lidt senere fik en nøgle, kunne lukke sig selv ind og være alene hjemme, indtil jeg kom fra arbejde. SÅ har man en stor dreng!
I dag oplevede jeg en ny milepæl. En af de helt store, synes jeg: Elise og jeg var til mountainbike. Hun har prøvet det tre gange, jeg to gange – og hun er klart bedre end jeg er. Hun er frygtløs og ræser ned ad bakker og over forhindringer, som jeg står af på. Jeg bliver efterladt på toppen af bakkerne, ikke nervøs for at hun skal komme noget til, men med en uvant følelse af netop af være efterladt. Hun har givet slip på mig i den situation. Jeg kan ikke lære hende noget, ikke beskytte hende, ikke være den Mor, jeg plejer at være. Faktisk er rollerne byttet om, fandt jeg senere ud af, da hun fortalte, at hun hele tiden har kigget bagud for at sikre sig, at jeg havde det godt.
Der var regnbue på himlen, da vi kørte hjem.
3
Så her til aften, efter børnene blev puttet, var jeg lidt stille. Satte mig med min kasse med forkælelse (som jeg altså MÅ give et andet navn end Nødhjælpskassen). Og fandt et postkort, som jeg har lagt deri, fordi jeg bliver glad af både motivet, farverne og teksten bagpå. Det er fra vistnok 1923, sendt fra Vermont og adresseret til Fru Ernst Gilman, Three Rivers, Massachusets. Teksten sætter fantasien i gang:
Dear Sis & Brother, We are not settled here yet, have about another month of it, such a job I never was in before. Did You go to little Doris’ funeral. Grace sent me a telegram. But I wasn’t well enough to start out for as long a trip. Hope You are all well and enjoy a happy thanksgiving. Lovingly, sis Eva.
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Anna, der bliver ved med at være milepæle også længe efter, at børnene er flyttet hjemmefra. For blot at nævne nogle enkelte: En skønne dag træffer børnene vigtige beslutninger, uden at vende tingene med mor først. En dag får de kærester, der bliver deres fortrolige, og så må mor vige førstepladsen i den henseende. En af mine sønner har netop passeret en milepæl af de helt store – han er blevet far. Der bliver ved med at være milepæle. Og vi bliver ved med at være stolte mødre, der ser børnene indtage verden.
Dit fine postkort sendte mig direkte tilbage til universet i bøgerne om “Det lille hus på prærien”, som jeg har læst for mine børn for længe siden.
Kære Anna
Kunne nødhjælpskassen måske hedde “sjæleplaster”. Det er godt nok en betegnelse der herhjemme dækker over aftenslik til de voksne efter en drøj dag, men formålet er vel nogenlunde det samme.
Nyder at læse din blog. God dag
Nødhjælpskassen, hvorfor skal den ha’ navneforandring? If it ain’t broke, don’t fix it!
Ja, præcis – jeg følte mig også hensat til Det lille hus på prærien ved at læse kortets ordlyd…
I dag finder jeg det meget…ikke svært men…jeg har en splittet følelse af at skulle skrive i min såkaldte positivbog/taknemmelighedsbog. Jeg og familien (2 voksne, 1 stort og et ret lille barn) var en tur i Tivoli. Så hyggeligt og så skønt. Står og venter på min søn, som er i rutchebanen og bliver ringet op på mobilen. Det er en mor til en af min søns kammerater. Ikke én, han ser tit, men én, han kender fra børnehaven. Hun var ked af at forstyrre i den hyggelige tur, men der var noget vigtigt, hun havde at fortælle: hendes eksmand havde begået selvmord og hendes to børn havde derfor mistet deres far. Dér stod jeg så, midt i Tivoli med hujende og grinende mennesker om ørerne og min lille datter sad og smilede stort i klapvognen. Jeg talte med hende, moren. Fortalte, hvor ondt det gjorde mig/os.
Min mand kom tilbage fra et ærinde og fik den tragiske nyhed. Blev enige om, at det ikke lige var nu, vores søn skulle høre om det.
Hvordan skriver man taknemmelighedsbog efter sådan en nyhed? “Jeg er taknemmelig for, at det ikke er os”???!!!
Jeg tror, det bliver noget i stil med:
Tak for livet. Tak for, at jeg ved, der er hjælp at hente, hvis jeg føler, livet eller verden går mig imod – enten hos familie og venner eller professionelt. Tak for, at jeg tror på, at livet er noget værd, at det er så meget værd, at jeg synes, man skal gøre et forsøg på at opretholde det. Tak for, at mennesker i min omgangskreds lader til…om ikke alle at nyde livet, så da i hvert fald at acceptere det liv, de har og arbejde med det, de mener, de kan ændre.
Tak for, at jeg kun har små problemer, tak for, at jeg er glad for at leve!!
Og jeg tænker: er det ikke også det, livet er fuld af? Store modsætninger? I oplevelser, i følelser? Nogle morer sig, andre sørger, nogle fødes andre dør…?? Er det ikke sådan, det altid har været og altid vil være?
Alligevel er jeg mere end taknemmelig i dag. Vi skal i hvert fald huske at holde af det nære, se det nære – som den mariehøne, du, Anna, fulgte på sin vej over chokoladeblomsten i dag.
Hvor er de fattige, dem, der ikke har nærvær nok til at nyde de små ting.
Kære Tina,
Herre Gud. Hvor gør det mig ondt for den familie, der er blevet så hårdt ramt.
Og hvor har du ret i dine betragtninger om taknemmeligheden for det nære og de nære. Livet får mening af relationer, af at vide og mærke, at “intet menneske er en ø”. Det er tungt at forestille sig den eksistentielle ensomhed, der giver et menneske den modsatte følelse – og måske driver til selvmord.
Kærligst,
Anna
Kære Randi,
Det der med at milepælene bliver ved med at dukke op… Jeg kan godt høre, at du har ret. Jeg er ikke vild med, at det er sådan, men må nok vænne mig til det.
Kærligst,
Anna