Noget om at træde i karakter som mor.
I forlængelse af indlægget i går om Aftentegninger… Jeg ved, at når man forsøger at indføre nye ritualer i familien, kan man støde på indvendinger. Der kan godt være et barn, som siger, “Det gider jeg da ikke!”. Og ikke mindst kan man som mor stikke kæppen i hjulet ved selv at være overbevist om, at “Det kommer nok aldrig til at fungere. Det gider de garanteret ikke. Mine børn kan ikke sidde stille i fem minutter.” Når jeg holder foredrag om at indføre Zen-skabende ritualer i familien, er der altid et par mødre, som siger netop det…
Så spørger jeg, “Hvor gammel er din søn/datter?”
Moderen: “5 år” (for eksempel)
Mig: “5 år? Skal han/hun så bestemme, hvilke ritualer, I har i familien?”
Moderen: “Øøh…”
Træd i karakter, mor! Det er dig, som bestemmer, Det er dig, som er den voksne, og ved, hvad der er godt for familien. Lad mig bare være stor på den: Det er dig, som er familiens åndelige leder. Dalai Lama er det i Tibet. Du er det i din familie. Og ved du hvad? Du bliver med garanti positivt overrasket over reaktionen, når du melder ud, at “sådan gør vi her i familien.” For børn kan godt lide ritualer. Og de kan også godt lide forældre, som tager ansvar. De bliver så lettede over ikke at skulle bestemme alting.
PS: Fordi der bare helst skal være et foto i et blogindlæg, er her et, der forklarer, hvorfor jeg aldrig får redt seng. Den er nemlig optaget det meste af dagen, og jeg kan ikke få mig selv til at flytte på Pelspølsen, når hun ligger der med dyne på og kind på pude:
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvem mon putter Pelspølsen så dejligt?
Og ja, jeg har også gode erfaringer med ritualer – og “sådan gør vi” , men i en herlig kombitation af medbestemmelse, for det er OK, når vi (aktivt) beslutter, at det er det
Kære Louise, Helt enig! Zen skal trods alt ikke føles som et overgreb, men man må gerne udfordre sine bøns comfort-zone en lille smule. (Ok, jeg løfter måske dynen lidt, når hun putter mig om aftenen…)
Det lyder som et dejligt ritual, aftentegninger er på programmet i aften sammen med fredagsslikskålen
Jeg nyder at sidde og tegne med mine piger på 4 og 7 år. Det giver ro og mulighed for gode snakke om alverdens ting.
Men jeg har ikke prøvet at opfordre dem til at tegne det bedste ved dagen. Det er en rigtig god idé.