1
I dag er jeg vendt hjem efter et døgn hos veninde Anne Marie i Århus. Vi har kendt hinanden i mere end 40 år. Med andre ord: Altid. Jeg ankom kl. 13 i går, kastede mig i en pyjamas og ned i den ledige ende af sofaen. Og i den sad vi og snakkede i 14 timer uafbrudt. I dag er jeg helet: Alle mine automattanker om “grim, tyk, dum” er forsvundet. Alle mine rynker er glattet ud af Anne Maries omsorg. Og forhåbentlig siger hun nogenlunde det samme.
Madeleine Albright, den tidligere amerikanske udenrigsminister, har sagt, at der findes et særligt sted i Helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden. Det ved jeg ikke, om jeg er helt enig i. Men jeg er til gengæld sikker på, at der findes et særligt sted i Himlen for kvinder, der hjælper hinanden. Og det er garanteret det bedste sted. Man får udleveret bløde pyjamas’er og der er dybe sofaer. Skal vi vædde?
2
I dag har familiemedaljen og den tilhørende engel skiftet ejer TO gange:
I aftes, da jeg ikke var hjemme, havde Jacob fået til opgave at tage ud af bordet efter middagen og ordne køkkenet. Det hele. Altså også gryderne og køkkenbordet. Det syntes han var et stort arbejde – og ved eftermiddagsteen i dag, slog han på koppen, stillede sig bag sin stol og foreslog i en højtidelig tale, at familiemedaljen blev overrakt til Søren og mig for vores indsats med HVER aften at lave mad og efterfølgende rydde køkkenet (dog med hjælp fra børnene).
Den familiemedalje er altså et hit. For den er med til at lære børnene at gøre en indsats for familien og at værdsætte det, som bliver gjort for dem. Familiemedaljen fremmer team-spirit, og det er en vigtig ting i en familie, synes jeg.
3
Elise og Jacob har længe talt om, at de gerne ville lave en middag til familien. Og idag blev dagen. De havde selv planlagt alt og købt ind. Og i to timer var de i køkkenet, hvor det (med kun lidt supervision fra Søren) lykkedes dem at fremtrylle en overordentligt vellykket 3-retters menu. De legede, at de var tv-kokke. Gående under navnene Omar og Henrijette….
Selvfølgelig skiftede familiemedaljen ejere igen!
Her er et billede af Omar og Henrijette:
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Skønne tv-kokke I har hjemme hos dig
Wauw sikke da en succes!! Den familiemedalje er virkelig en god idé. Måske skulle vi også indføre sådan én. Det er nogle dejlige unger, du har. Var der slet ingen protester fra Jakobs side, da han skulle ordne køkkenet – alene? Ja, jeg spørger bare, for jeg kunne godt forestille mig et par brokker, der ville lyde her i huset, hvis min søn skulle gøre det samme – og han er 9år! Hvordan fik i det til at være en naturlig ting og ikke til at lyde som en straf for noget?
Har nemlig noget at lære min søn: forleden syntes han nærmest, det var synd for ham, fordi hans farmor gav ham en stak tallerkner i hånden og bad ham dække bord med dem i deres hus. Han kom nærmest småsnøftende hen til mig og følte sig meget krænket med ordene “Vi er jo gæster – huh!” Jeg sagde, at der altså ikke gik nogen skår af ham ved at hjælpe med at dække bord og fortalte, at det gør vi selv da så tit, når vi er hos dem og tænk på alle de gange, hvor vi praktisk talt har inviteret os selv til middag – og den er så bare groet op af bordet uden vrøvl fra farmor!
Han skal ellers hjælpe til herhjemme, vores søn. Han hader det bare og brokker sig højlydt hver gang. Ved ikke rigtig, om en medalje så er en god idé ved nærmere eftertanke. At hjælpe ting og få tingene til at glide skal man jo egentlig ikke have nogen medalje for. Synes jeg.
Kære Tina,
Jeg er helt enig med dig i, at børn ikke skal have en medalje for at hjælpe til med at få dagligdagen til at glide. Jeg betragter det i hvert fald som en selvfølge, at børnene dækker bord, tager ud og hjælper med at skylle af og sætte i opvaskemaskinen. Hvis Jacob glemmer den sidste del af dealen og sætter tallerkenen på køkkenbordet, plejer vi at spørge ham, “Hvem har du sat tallerkenen til?” Så bliver situationen så absurd, at han fniser og går ud og ordner den sidste del. En familiemedalje får man for at yde en ekstra indsats for familien – for at vise, at man kan tænke “vi” i stedet for bare “jeg”.
Lige det der med, at Jacob fik den store tjans med gryder og hele molevitten, skyldtes at Elise til gengæld tilbød at lave smothies. Så jeg går ud fra, at han syntes, det så var i orden. I hvert fald var der ingen brok. Men han syntes, det var hårdt – og det tjener ham til ære, synes jeg, at han konkluderede, at Søren og jeg skulle have medaljen for at gøre det meste af det hårde arbejde til daglig. Han kunne lige så godt have konkluderet, at han selv skulle have den som præmie for det hårde arbejde.
Hvordan får man børn til at hjælpe til? Jeg tror pointen er, at man skal lære dem det meget tidligt. Fra de er helt små gøre det fælles ansvar til noget, der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved: Selvfølgelig hjælper vi hinanden, for så bliver der mere tid bagefter til det sjove. Til zen og godnatlæsning, for eksempel. Min erfaring er, at børn gerne vil hjælpe, når de kan se det meningsfulde i det. (Men selv hvis de ikke kan, så har de altså bare at hjælpe til alligevel…)
Er der nogen, som har nogle gode erfaringer, de vil give videre??
Min søn er 14 mdr. og vi kæmper meget med at få maden på bordet inden han bliver helt umulig, fordi han er så sulten:) Vi oplever i disse tider, at han virkelig reagerer /forstår, når vi beder ham om noget. OG den anden dag hjalp han for første gang med at dække bord. Han fik en kniv og gik over til bordet og lagde den op. Derefter hans egen tallerken og gaffel. Det var så hyggeligt. Og så var der pludselig ikke ulve-time mere. I hvert fald for en kort stund. Det ville jeg gerne have givet ham en medalje for, blev så stolt og glad over at vi kunne hjælpes ad.
Så Anna, du har ret – vanen skal begyndes mens de er så små, at det er en leg for dem. Og så er det jo op til mig som moar at huske det:)
Kære Anna,
Det lyder rigtig fint, sådan som I gør med jeres børn mht hvor meget og hvordan de skal hjælpe til. Her har vi lommepenge, men for dem skal vores søn ikke gøre noget bestemt – han skal hjælpe til, hvor der er brug for det, så tingene glider. Jeg tror, præcis som dig, at det er nemmere at få børn til at hjælpe til, hvis de kan se, at det giver mening og ikke bare er fordi mor og far synes, at nu skal de lære at dække bord, vaske gulv, pudse vinduer eller hvad det nu kan være. Så bliver det let en sur pligt.
Det er en god idé at starte, når de er små. Min erfaring er dog, at de synes, det er sjovt, når de er små og mindre sjovt, når de bliver større