Jeg elsker stilhed. Jeg ved intet bedre, end når huset er musestille, og jeg er alene hjemme. Men udenfor må der gerne være lyde. Jeg elsker byens lyde lige så højt som husets stilhed.
I dag har jeg siddet og arbejdet i et stille hus – og hørt byen udenfor. S-tog, biler, ringeklokker på cykler, sirener (som jeg næsten er flov over at holde af), fugle, lyden af klokken i skolen, der ringer ud og ind - og af børnene, der leger i skolegården og på fodboldbanen. Jeg kender og elsker hver eneste lyd, og nyder følelsen af at være del af noget stort, selv mens jeg sider helt alene og stortrives med det.
I dag kom der en fremmed lyd op til mit vindue: lyden af heste. Jeg troede faktisk ikke, det kunne passe, at det virkelig var det, jeg hørte, men den var god nok – beredent politi lige neden under mit vindue. De red hen forbi skolen. Og lige dér følte jeg mig komplet lykkelig for det lydtæppe, der udgør min verden.
Billedet er helt elendigt, men jeg skulle jo lige fatte, hvad der foregik – og så finde kameraet frem.
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Jeg ved lige præcis, hvad du mener. For jeg har det på helt samme måde selv. Elsker stilheden og lyden af livet omkring mig.
Og så er du ikke er alene om at holde af sirenerne. Jeg bliver altid så sentimental og føres tilbage til min barndoms onsdagsformiddage i mormors stue, den orange lænestol, solen der legende faldt ned mellem bladene på de høje træer på den lille kirkegård (som mormor havde udsigt til fra stuevinduerne) og selvfølgelig min stak af Anders And blade.
Hos mormor var der godt og trygt