Torsdag den 20. september

I dag fik jeg igen hjælp af Pema. Der opstod en situation på min arbejdsplads, som var helt groteskt stressende. Noget med en masse mennesker, en masse papirer og tal – og alting skulle foregå på én gang og jeg måtte ikke begå den mindste fejl.  Bare tænk amerikansk-serie-fra-en-skadestue-og-der-har-lige-været-terrorangreb. Agtigt.

I løbet af  en halv time havde jeg dundrende hovedpine og var tæt på både at miste overblikket og overbærenheden. Men så var det, jeg kom i tanker om Pema, som siger, man skal huske at trække vejret og tage en pause. Så det gjorde jeg: trak vejret og sagde, “Undskyld, men jeg er nødt til lige at have ro et minut for at få overblik – ellers kommer jeg til at begå fejl.” Det virkede.

Jeg nævner det bare, fordi jeg tænker… måske det faktisk også virker, når det ikke er kolleger, papirer og tal, der overmander, men børn, madpakker, søskendekonflikter og forsvundne gummistøvler, gymnastiposer og nøgler. Man trækker vejret i bund – og vender tilbage.

Her er Pemas ord – igen:

You just stop for a few seconds, breathe deeply, and move on. You don’t want to make it into a project. [...] Throughout the day, you could choose to do this. It may be hard to remember at first, but once you start doing it, pausing becomes something that nurtures you; you begin to prefer it to being all caught up.