Det blev dagen, hvor vi heldigvis måtte udbetale findeløn, fordi Jacobs stjålne vinterfrakke blev fundet. Hvor Elise fik 12 i matematik og strålede. Hvor hun ikke gad bage pandekager, hvis hun selv skulle købe mælk, men gjorde det alligevel, da hun havde tænkt sig om. Hvor jeg syntes, jeg er håbløs, indtil min veninde skrev, at det er jeg ikke. Hvor vi igen måtte tale om gensidighed med børnene- og fik det. Og så videre.
Hvor meget kan man presse ind i en almindelig tirsdag? Hvor mange følelser, stemninger, triggere og begivenheder? Og arbejde, forstås. Lønnet og ulønnet.
Er der noget at sige til, en mor bliver træt? Og har brug for Zen-fyldte åndehuller, hvor man vender hjem til sig selv igen?
Godt, jeg har mine veje, mine ritualer, der samler et flosset sind.
Jeg skal meditere og bagefter drikke te i stilhed. Men jeg kan nok alligevel ikke lade være med at hælde flere følelser og stemninger og ord ind i tirsdagen. For jeg er lige gået igang med at læse en klassiker: The Vagina Monologues.
Hvis du har plads til flere billeder på nethinden, så læs med:
Let’s start with the word “vagina.” It sounds like an infection at best, maybe a medical instrument: “Hurry, Nurse, bring me the vagina.” “Vagina.” “Vagina.” Doesn’t matter how many times you say it, it never sunds like a word you want to say. It’s a totally ridicolous, completely unsexy word. If you use it during sex – “Darling, could you stroke my vagina?” – you kill the act right there.
I’m worried about vaginas, what we call them and don’t call them.
Jeg har set vaginamonologerne opført på teater og kan fortælle, at Eve Ensler får alle til at elske og respektere det miskendte ord “vagina” – og at råbe det højt i kort ud over teatersalen.
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ja, sådan nogle tirsdage kan godt være overvældende. Har det helt på samme måde, og sidder lige præcis nu og nyder min te i total ro.
Jeg skal spørge dig om en bogtitel, der ikke har noget med dagens bog at gøre, som du nævner. Det er nemlig en bog, du nogle gange har fortalt, at du og Jacob elsker. En eller anden klassiker – hmm, ved du mon, hvad det er for en? Pigerne og jeg savner nemlig en god højtlæsningsbog.
På forhånd mange tak.
Kære Anna! Kan man være – helt – håbløs, og så samtidig være så knuselskelig som du – også – er. Jeg tror det ikke. Men lidt håbløse er vi vel alle. En gang imellem. Og det er godt at tænke på i en hverdagsslalom med fart på. God dag og kærlige opmuntrende hilsner / Inge
Kære begge, Tak for søde kommentarer! Jeg har de bedste læsere af alle!
Kærligst,
Anna
PS: Louise, jeg kigger lige på hylderne og vender tilbage.
Kære Louise,
Gad vide, hvad det er for en bog, jeg har nævnt? Jeg synes ikke rigtigt ordet “klassiker” passer på de bøger, vi senest har læst. Måske med undtagelse af Tolkiens “Hobitten”, men den ville du nok kunne huske, hvis det var den…
Jacob og jeg anbefaler:
Christopher Paolini: Arven (4 tykke bind)
Joseph Delaney: Wardstenen (også kaldet Heksejægeren. 7 bind)
John Flanagan: Skyggens lærling (11 bind)
Michael Scott: Den udødelige Nicolas Flamels hemmeligheder (4 bind)
Rick Riordan: Percy Jackson-serien (5 bind). Den handler om græsk mytologi, det er da i hvert fald klassisk…
Desuden syntes jeg godt om “Pigen, der elskede Tom Gordon” af Stephen King.
Og den vi lige nu læser: “Den hundredeårige” af Jonas Jonasson.
Alle de ovennævnte har jeg læst højt. Jacob selv læser klassikere som for eksempel “Don Quijote”, som findes i en lækker og billig udgave, genfortalt af Martin Jenkins og med illustrationer af Chris Riddell. Hans yndlingsbog er en samling af Bashos haiku, der hedder “Ildfluer”. Også en klassiker!