Om mandagen er jeg alene hjemme. Et af mandagens særlige ritualer er derfor at spise morgenmad i et tyst hus, mens jeg kigger ud i haven. I dag fik jeg laks – og kom i tanker om dette digt af Basho. Det er nu meget godt at blive mindet om, at vi i selve dette nu hører sammen med alt det, der kom før. Og at evnen til at se det store i det små altid har været en kilde til Zen:
Snehvid morgen-
helt alene tygger jeg
tørret laks
(Basho, 1644-94)
