En hue, der ligger i sneen. En vante, der hænger i en snor om håndleddet, men driller og ikke er til at få på igen. En hånd, der rager op fra en falden krop, så nogen kan tage fat i den og hjælpe kroppen på benene…
Lyder det som scener fra en 3-årigs liv? Det er det så ikke. Det er billeder fra, da jeg i dag var ude at stå på ski for første gang i mit liv. Det var ikke elegant, men det var godt nok sjovt.
Og her er lige et andet billede fra samme oplevelse: Det er aften, der er mørkt i Dyrehaven og der er fuldkommen tyst. Men sneen lyser op, og Erimitage Slottet står som en knivskarp, sort silhuet foran en lysende rød himmel. Jeg får vanten på igen. Børnene er foran mig og bagved mig – og selvom Jacob brokker sig lidt, er han glad, for vi skal have pizza bagefter.
Der var ro, nærhed og fordybelse. Det var ren Zen.
Gad vide, hvor mange andre Zen-fyldte oplevelser, jeg har snydt mig selv for? I overbevisning om, at jeg nok ikke kan finde ud af ting…
PS:
Vi lejede ski, støvler og pandelamper hos Mtb-Tours på Klampenborg Station.
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Thumbs up
Efter at have læst dit skønne indlæg, tog jeg varmt tøj på, gik ud og kastede ikke handsken, men en kæmpe snebold mod mine børn på 6 og 9 år, som legede ude i haven, og straks var vi i en vild og dejligt befriende sneboldkamp
Normalt deltager jeg ALDRIG sådan noget. Jeg har en rygskade og kan ikke holde til den form for aktivitet længere end max en halv time, hvis overhovedet så længe. Før har jeg altid tænkt, at når jeg ikke kunne klare mere end så kort tid, så kunne det være et fedt. Men ikke i går…og ikke fremover. Lidt har også ret. Jeg nød det. Børnene nød det. Og bedst af alt var…at den gode stemning, samhørigheden, de strålende øjne og røde kinder kom med os ind efter endt kamp
Tak fordi du inspirerer!
Kh Helle
Helle, sikken en skøn historie!
God jul til dig og børnene.