Idag har jeg været på forfatterarbejde. Af den udfordrende slags. For der skulle tages pressefotos til den her:
Lad det være sagt med det samme: Vi introverte bryder os generelt ikke om at være i centrum. Det er ikke fordi vi er generte. At være genert er en pinefuld tilstand, hvor man er bange for omgivelsernes fordømmelse. Det er ikke pinefuldt at være introvert, og vi er ikke bange for omgivelsernes fordømmelse. Vi er bare sådan nogle, som trives bedst i mindre fora og trives bedst med ikke at være på. Ekstroverte, derimod, får energi af at være sammen med mange mennesker og kan godt lide at være på. De tror ofte, vi andre er generte. Men det er vi ikke. Vi er bare sociale på en anden måde, end dem. Det er hverken værre eller bedre, bare anderledes.
Men i dag var jeg altså i den grad i centrum og i den grad på. Og det gik fint. Det gjorde det af to årsager:
1) Jeg var i seriøst kvalificerede hænder hos by Klein/Wedel.
2) Introverte kan naturligvis sagtens gøre “ekstroverte ting”, når det er vigtigt (pressebilleder er vigtige!). Vi kan bare ikke gøre det hele tiden eller det meste af tiden, for så løber vi tør for batteri. Lige som ekstroverte godt kan gøre typisk introverte ting (som at fordybe sig og arbejde selvstændigt), men bare ikke hele tiden eller det meste af tiden, for så løber de tør for batteri.
Det gode liv for en introvert handler derfor om at finde den rette balance mellem på den ene side at tilgodese vores introverthed – og på den anden side at tage hensyn til vigtigheden af det arrangement, der kræver af os, at vi tilsidesætter den. Det er ikke altid så nemt at ramme den balance. For vi lever i en ekstrovert verden, hvor introverte, som for eksempel takker nej til en fest, nemt bliver mødt med “Ej, kom nu! Du har godt af at komme lidt ud! Vær nu lidt frisk!” Der er god grund til, at min bog hedder Introvert. Stå ved dig selv. (Nej, du behøver ikke tage til fest og gemme dig på badeværelset)
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Den bog ønsker jeg mig. Virkelig. Den vil jeg glæde mig til. Kan ske jeg bliver klogere på mig selv. Klogere på den introverte mig. Tak for dig, Anna.
Kære Betina,
Jeg er helt sikker på, du bliver klogere på dig selv. Og sandsynligvis lettet over at definere dig selv som introvert og helt ok. Sådan har jeg selv oplevet det.
Lyder spændende:-)
Kombinationen af at være genert OG introvert i en verden, der mest hylder extroverthed er ikke den sjoveste kombination, skal jeg hilse og sige
Kære Ditte, jeg kan nemt forestille mig de udfordringer, det giver at være introvert og genert. Men det er bestemt heller ikke nemt at være ekstrovert og genert, fordi ekstroverte er meget afhængige af det fællesskab, der giver em energi, samtidigt med at de er bange for selvsamme fællesskab. Vi, som er introverte, trives i det mindste i vort eget selskab.
Det har du ret i. Det har jeg slet ikke tænkt over.. Det må faktisk næsten være værre et eller andet sted. Jeg er i øvrigt virkelig glad for at jeg kan lide – og er god til – at være alene
Jeg har lige hørt sundhed på P1 og tak, tak, tak for at gøre opmærksom på, at det er en normal ting at være introvert. Håber at det kan hjælpe flere af os til at rette ryggen og stå fast. Og ikke mindst beskytte vores introverte børn mod større institutioner og længere skoledage. Glæder mig til at læse din bog også.