Onsdag den 6. marts

I går skrev Tina en kommentar til blogindlægget fra i søndags om introverte børn. Jeg vil gerne svare på kommentaren her, for mon ikke der er andre forældre som Tina?

Tina skrev:

Jeg er selv introvert i ret høj grad og spekulerer på om min datter også er det. Hun er 2 1/2. Hvornår og hvordan så du det hos din søn?
For mig har det været og er stadig svært at håndtere andres og egne forventninger om at leve op til idealet om at være ekstrovert. Netop derfor er jeg bange for at presse hende ned i en æske som hun slet ikke hører hjemme i.

Det første, jeg er nødt til at sige er, at jeg tror Introvert er en bog for dig. For den kommer til at gøre dig stolt af at være introvert og giver dig en masse gode råd til, hvilke valg, du skal træffe (i din familie, socialt og på din arbejdsplads), så du lever tro mod dig selv – frem for at slå knuder på dig selv for at tilpasse dig et ekstrovert ideal. Og det er måske i sidste ende det bedste, du kan gøre for din datter: At vise hende, at det er helt ok at være introvert.  At stå ved dig selv.

At være introvert handler om, hvordan man henter energi og hvordan man trives med ydre stimuli. Introverte foretrækker at være i omgivelser, hvor der ikke er så megen ydre stimuli (for eksempel megen støj og mange mennesker). Og introverte henter energi ved at være alene. Groft sagt.

Det gælder også for børn. Allerede når børn er fire måneder, kan forskere faktisk se, om de er introverte eller ekstroverte. Viser man flyvende, røde balloner til fire måneder gamle babyer, vil nogle af dem reagere kraftigt med baskende arme, mens andre vil kigge lige så stille. Det er babyerne med baskende arme, som er de introverte: De  er mere sensitive overfor deres omgivelser, reagerer kraftigere på stimuli – og vokser op som børn, der foretrækker sejlbådene fremfor rutchebanen.

Mht hvornår jeg vidste, at Jacob er introvert: I vuggestuen. Det var helt oplagt, at han ikke trivedes med støj, mange mennesker og for få stille ritualer. Og pædagogerne kunne slet ikke få øje på en introvert dreng som ham for bare balloner. Heldigvis sov han det meste af sin tid i vuggestuen! Men så kom han i børnehave, hvor han jo ikke sov til middag, hvor der var endnu mere støj og hvor de fysiske rammer og en ustruktureret pædagogik (fri leg uden voksenindblanding i stedet for ritualer) favoriserede de omkringfarende, ekstroverte børn på bekostning af de stille introverte.

Det krævede en samtale med børnehavens leder, hvor Jacobs far og jeg forklarede, hvordan vi så Jacob i børnehaven. Og med ham 30-50% af alle børn. For der er jo ikke tale om, at det er en enkelt sart mimose her og der, som er introvert. Det er et meget stort mindretal – eller måske endda halvdelen af alle børn, der i større eller mindre grad er introverte. Det er et spørgsmål om ligestilling og almindelig ordentlighed at sikre, at alle de steder, hvor børn lever deres liv, er tilpassede både de ekstroverte og de introverte børn.