Det er dagen derpå. Dagen efter at have holdt foredrag for 300 mennesker i Politikens Hus. Og det er tid til at sige tak.
Det gik fint med foredraget. Jeg tror, de fleste fik noget med sig hjem. Og jeg hverken besvimede eller glemte, hvad jeg skulle sige.
Så i dag vælger jeg at være stolt og at glemme alle de mange, mange forberedelsestimer, der lå forud. Og de mange, mange gange i løbet af de timer, hvor jeg fortrød, rasede, klynkede, var en pestilens for min familie og fraværende på min blog.
Jeg føler trang til at sige tak til alle, som stod hos og bar: Bloglæsere, som har sendt gode vibes og ønsker gennem cyberspace. Min redaktør, Anne. Min pressemedarbejder, Mette (ja, hun er jo selvfølgelig ikke kun min. Det er hende på mit forlag, som har bakket bogen og mig op allerede fra den kun var en stak A4-papir). Elise, som har brugt 10 timer på at lave min power-point (som indeholdt video-klip! Det var jeg ret stolt af.) Min mand, Søren, som har savnet mig, mens jeg har været ude af mig selv. Helle, som hjalp mig med præsentationsteknik. Tipsa, som lagde en make-up, der stivede mig af, inden alle de mennesker skulle kigge på mig.
Ja, jeg ved godt, at Oscar-takketaler er trælse… Men når man træder radikalt ud af sin comfortzone og gør noget, man faktisk ikke tør - og det går godt, så er man aldrig alene om fortjenesten. “It takes a village….” Og der SKAL siges tak.
Der er i dag en tanke i mig: Måske er der forestillinger hos mig om, hvad jeg kan og ikke kan, som jeg ikke længere behøver lade mig begrænse af og slæbe med mig videre i livet?
Den tanke giver jeg lige videre til dig: Er der ting i dit liv, som du i grunden ikke længere behøver at slæbe med dig?
PS: Snapshot fra i aftes: en lille del af den kø af læsere, som gerne ville have deres bog signeret. Jeg er rørt og ydmyg!
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Det var et godt foredrag med klar linje og fokus, hvor alle kunne følge med
Når jeg har bearbejdet nogle ting omkring introverthed hos mig selv, så er jeg meget interesseret i at bringe den viden videre til mit arbejde, hvor de mange introverte børn måske kan få en bedre trivsel og hverdag i vuggestuen.
Kære Ditte, Jeg havde lidt ondt af dig undervejs (og på forhånd!), for du ved jo det hele allerede… Sorry!
Ja, please. please: Brug din viden til gavn for børnene!
Tusind tak for en dejlig givende aften i en afslappet og ufarlig atmosfære. Gik glad derfra
Tiden var på ingen måde spildt. Tværtimod. Jeg synes det var dejligt at få en mundtlig formidling af dine argumenter og pointer (og man kan altså ikke få for meget af den stille revolution
og desuden var det inspirerende at opleve en introvert levere så fin en præsentation – selvom det krævede meget forberedelse og var ude af comfortzonen.
Tillykke Anna!
Og tusind tak for tanken. Den landede på mit skrivebord som en smuk sommerfugl og udløste dagens indlæg.
Du mindede mig om, hvor vigtigt det er at forlade sin komfortzone og prøve kræfter med noget af det, man egentlig ikke tør. Jeg vil lave en liste!
God sommerdag.
Du er for sej, Anna. Ved, hvad det kræver. Og det er meget! Ligesom 300 mennesker er mange. Nu glæder vi os til en tour-de-Jylland. KH Anette
Kære alle I søde mennesker: TAK!