Har du læst Introvert, vil du vide, at der er et afsnit om børnefødselsdage. Hvori jeg gør mig til talskvinde for den kætterske holdning, at det er helt i orden, hvis et introvert barn ind imellem takker nej til en fødselsdag.
Introverte børn er ikke anti-sociale. De kan godt lide mennesker og socialt samvær, men præcis ligesom introverte voksne foretrækker de tætte relationer frem for mere overfladiske og små sammenhænge frem for store. Og de er lidt varsomme med at prøve nye ting. Derfor er en børnefødselsdag ikke nødvendigvis et introvert barns forestilling om en skøn eftermiddag.
Det bedste, vi som forældre til introverte børn kan gøre, er, at at signalere klart og tydeligt, at det er helt fint at være introvert, herunder at vælge børnefødselsdage fra. Det giver barnet selvværd og dermed mod til at udfordre sig selv. Derfor er det paradoksalt netop accepten af at blive hjemme, der med størst sandsynlighed giver et introvert barn mod til at tage med til selv den type fødselsdag, der egentlig ligger lavt på favoritlisten.
Hvilket Jacob gjorde i går, da han var til fødselsdag, hvor der skulle køres go-cart. Han var lidt nervøs på forhånd, og det blev ikke ligefrem bedre af, at da han ankom med sin far til go-cartbanen, holdt der en ambulance udenfor, der kort efter kørte bort med udrykning, fordi et barn var kommet til skade. Men Jacob kørte go-cart. Han kom ind som suveræn nummer sidst, fordi han kørte i overensstemmelse med den person, han er. Det roste vi ham for.
Dagens snapshot: Familiens ekstroverte barn kom i går hjem fra fire dages ferie i Sverige med vennerne (lige i tide til at komme afsted til Sankt Hans med andre venner!). I Sverige kan man som bekendt købe alting på tube, herunder en kombination af de to bedste ting i Asger-hundens verden: ost og bacon. Jeg har aldrig set så glad en hund, som da Asger spiste Bacon Ost på tube. Den tube skal med på gåtur, for så kommer Asger, når vi fløjter efter ham.
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak. Ikke så meget for tanken om bacon og ost på tube, men for det du skriver om børn og fødselsdage. Jeg har lige fået min søn hjem fra en uges ferie med hans far. Hans far mener at de har haft en alletiders uge med diverse aktiviteter. Min søn havde brug for at ligge og kigge ind i en sofapude en hel eftermiddag for at få ro i hovedet igen, og han beder om bare at være hjemme hele dagen i dag. Han viser mig stort set dagligt hvor vigtigt det er at lytte efter sig selv, og hvordan det bliver endnu vigtigere at gøre det med eftertryk, når man i en periode har været nødt til at lægge låg på sine behov.
Din blog bekræfter mig i at han (og jeg selv) har ret til disse pauser og vores eget tempo – at vi ikke skal have dårlig samvittighed over ikke altid at kunne følge med de ekstroverte.
Kære Eva, åh den lille dreng… Det er ikke nemt at være et introvert barn og at have en ekstrovert forælder, der måske ikke lige får øje på, at det går for stærkt. Selv min meget ekstrovert datter fik for meget aktivitet, når hun var hos sin far. Så jeg kender godt til børn, der klasker sammen efter “en sjov wekend”. Og til den dårlige samvittighed over ikke selv at have sat en stopper for aktivitets-tyranniet, inden hun selv gjorde.
Men hvor kan det være svært at hjælpe med at skabe relationer for/med børnene, når man selv allerhelst vil være alene i haven/i skoven/på haven/et eller andet sted…
Jeg håber at min søn på et tidspunkt vil finde modet til at sige til sin far når det går for stærkt. Min søns far har svært ved at se problemet når jeg siger det til ham, for han oplever stort set kun vores søn som glad. Det er først når han kommer hjem, at han klasker sammen og kan mærke at det har været for meget. Ret svært at forklare en der ikke selv kender til det, og som virkelig tror at han gør noget godt for vores søn.
Eva måske du skulle give din x-mand en kopi af Annas bog, så kan han måske blive lidt klogere:)
Susan, det er en god ide – det vil jeg gøre