I dag var jeg til sommerfest iført nye, smukke sandaler. Ja, jeg havde selvfølgelig andet på end dem, men jeg havde altså også de sandaler på. Og så havde jeg praktiske skiftesko med til den 12 km lange cykeltur hjem…
Så da jeg var kommet udenfor huset, hvor festen fandt sted, og skulle til at cykle hjem, stillede jeg mig på ét ben for at tage sandalerne af, mens tasken med de praktiske sko stod på bagagebæreren. Samtidigt ville jeg med den anden hånd lige tjekke, om der var kommet en sms.
Jeg skal ikke kunne sige, præcist i hvilken rækkefølge ting skete, for de skete temmelig hurtigt efter hinanden, men i hvert til fælde falder tasken med de praktiske sko ned fra cyklen, og cyklen vælter, og den vælter de næste tre cykler i rækken, og jeg taber telefonen, og solbrillerne ryger af panden og et af glassene ryger ud og jeg vrikker om på den ene fod og får en smuk sandalhæl stukket dybt ned i halvvåd jord.
Hallo, Zen-master Thich Nhat Hanh, jeg lytter nu!
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Men det var altså nogle smukke sandaler
Åh, jeg kommer altså til at smile stort, for jeg kan lige se det for mig – og det kunne i øvrigt så meget have været mig
Håber cykelturen hjem forløb stille og uden større udfordringer.
PS. Du har to torsdage i denne uge <3
Anna, det er et klart eksempel på vores vilkår, cyklerne vælter, vores guldsandaler bliver pløret til af mudder. Og det er lige der, vi må være helt klare på, at det er vilkår og ikke noget der handler om, at vi ikke har læst mindfull-lektien godt nok, for så kan selv den blive et projekt, der kan stresse os. .
Hvis det f.eks. handler om alvorlig sygdom, og jeg har den ide, at det er den syge, som ikke har været mindfull og positivt nok eller har spist forkert, altså har en skyld i sin egen sygdom, så er der to meget ubehagelige effekter af at tænke sådan. Den ene er, at jeg tror mig besktyttet, at jeg har magt til at besværge universet til ikke at lade en sygdom ramme mig, fordi jeg agerer “rigtigt”, at jeg har afkodet krypeteringen for usårlighed og evigt liv. Jeg sætter mig på den måde op over menneskelige vilkår, men ikke mindst amputerer jeg min egen medfølelse og min empati med den syge. Det første er naivt og arrogant, det andet er i sidste ende en forråelse af min medmenneskelighed.
Præcis, Karen! Præcis!