Noget om ikke at slå andre i hovedet med sine overbevisninger…
Kan du huske gårsdagens blogindlæg om den lavine af mindre ulykker, der ramte mig, da jeg på én gang ville tage sandaler af og tjekke mobilen. Indlægget sluttede med, “Zen-master Thich Nhat Hanh, jeg lytter nu!” – og så en af Thich Nhat Hanhs kalligrafier med teksten Living mindfully. Living peacefully.
Det affødte denne kommentar fra Karen Thomsen:
Anna, det er et klart eksempel på vores vilkår, cyklerne vælter, vores guldsandaler bliver pløret til af mudder. Og det er lige der, vi må være helt klare på, at det er vilkår og ikke noget der handler om, at vi ikke har læst mindfull-lektien godt nok, for så kan selv den blive et projekt, der kan stresse os.
Den kommentar er god. Tak, Karen! Blandt andet er den god, fordi den giver mig anledning til at pointere noget, jeg føler stærkt for, men tydeligvis ikke altid får udtrykt:
Vi kan alle have vore personlige holdninger til, hvordan tilværelsen er skruet sammen. Og især, hvad der er årsag og virkning i vort eget liv. Jeg kan for eksempel mene, at der er en årsag-virkning sammenhæng mellem min iver efter at gøre to ting på samme tid, og så den række af “ulykker”, der følger. Det er jeg naturligvis i min gode ret til. Og jeg kan skrive blogindlæg om det – og bøger, hvis jeg kan få nogen til at udgive dem. MEN efter min bedste overbevisning må man aldrig, aldrig ophøje sine personlige erfaringer om årsag-virkning til at gælde for andre (og dermed i et snuptag ophøje sig selv til ekspert på noget uhyre kompliceret).
Jeg er klar over, at nogle mennesker mener, de kan undgå for eksempel sygdom og arbejdsløshed ved at tænke positivt eller leve med mindfulness. Eller de mener, at de ved at tænke positivt/ leve med mindfulness kan kurere sygdom eller leve længere med sygdom eller genfinde et arbejde. Jeg respekterer det (selvom jeg ikke er enig). Men jeg respekterer ikke, når man ophøjer denne overbevisning til sandhed og dermed giver mennesker, som er syge eller arbejdsløse eller på anden vis kæmper i deres liv, skyldfølelse og skamfølelse: ”Det er min egen skyld, fordi jeg ikke har været positiv nok eller mindfull”.
Min erfaring i går mindede mig om Thich Nhat Hanh og mit løfte til mig selv om at prøve at leve lidt mere i nu’et. Fordi jeg tror, det vil gøre min hverdag bedre. Men uanset hvor mange cykler andre vælter i deres liv eller hvor ofte sygdom rammer dem, vil jeg ALDRIG påstå, at det er noget, de selv har tiltrukket ved ikke at være nok.
Vi er alle nok. Gode nok. Slanke nok. Mindfulle nok. Positive nok. Værdige nok. Og ingen skal fortælle os andet.
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tusind, tusind tak for et, for mig, afgørende blogindlæg, som endelig sætter ord på en ambivalens og fornemmelse, jeg ikke selv har kunnet formulere så tydeligt…….
Måske er det netop den grundholdning, du her beskriver så klart, der gør, at jeg altid vender tilbage til din blog og dine indlæg…
Altfor mange, særligt i de alternative sfærer, bruger lige præcis mindfulnes og positiv tankegang til at overlade mennesker (eller efterlade) til sig selv……
Jeg er selv i færd med at lægge en meget svær “arbejdsfri” periode bag mig……en periode, jeg stadig ikke begriber. Ved bare, at jeg i slutningen fik så ondt i hovedet, fordi jeg hele tiden slog mig selv oveni det…for når det ikke lysnede, var det jo fordi, jeg ikke selv var istand til at tænke lyst eller se på fordelene ved at stå på kanten og ryge i dybet…..Heldigvis kun indtil en dygtig psykolog og andre kloge mennesker magtede at lære mig, at vi ikke selv skal klare alt. I vores liv er vi helt afhængige af at møde mennesker, der tør stå os bi..
Kloge ord – endnu engang……