Fordi jeg konstant snotter og hoster og siger, “Jeg tror, jeg er ved at få feber”, må dagens blogindlæg nødvendigvis være af lettere karakter. Derfor: For første gang (ok, for anden gang) i bloggens historie bringer jeg en hundehistorie…
Malamutten Asger elsker at køre bil. Så meget, at det ind imellem kræver kræfter at afholde ham fra at springe ind i fremmede biler med åbne døre. Han vejer 40,3 kilo og kan trække et ton, så… Ja, han elsker det så meget, at hele familien forleden dag var enige om, at fordi vi havde skuffet ham med at køre afsted på restaurant uden ham, ville vi give ham en æresrunde i kvarteret, når vi kom hjem. Så det gjorde vi: Vi låste hoveddøren op, mens bilen holdt parkeret udenfor med åben dør , så Asger, der ventede lige indenfor hoveddøren, kunne springe direkte ind på bagsædet og blive kørt en tur. Vores hundetræner sagde engang til os, “I må gerne være De Skøre Fra Nr. 19“. Det har vi tydeligvis taget til os.
Da vi kom hjem, viste det sig, at mens vi havde været ude at spise, havde Asger forsynet sig selv: Han havde åbnet skuffen med godbidder, derefter åbnet døren ud til haven, båret samtlige poser derud og ædt rub og stub. Herunder 7 griseører. ”Nobody puts Asger in a corner”.
Det er det her syn, der overbeviser os om, at æresrunder er fortjente:
PS: Hæng på bloggen på trods af dagens bagatel, for i morgen kan du vinde en bog, du meget gerne vil læse!
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Dit indlæg minder mig på forunderligste vis om, at man skal finde lykken i livets små ting, nyde det nu og her, og aldrig glemme den barnlige glæde ved hverdagens små simpel-heder (næppe et ord – men nu er det
). God bedring Anna!
Kære Julie,
Tak for den positive udlægning af noget, som er en lille smule tosset. Og faktisk giver jeg dig helt ret: At køre tur med Asger får hele familien til at smile og føle os inderligt lykkelige.
Kh,
Anna
Sikke en skøn historie !!! Man ser det for sig … Den altædende uden stopklods (skjult kamera i køkkenet) raserende skabe og skuffer – og så med trynen ude af bilvinduet – æder alt og skal følge med i alt. Til stor glæde og moro for store som små : )
Her i familien er vi med STOLTHED tossede. Ofelia mener at I kan komme i den samme eksklusive kategori; naturligvis også Asger! Det er en vidunderlig historie, Anna, og jeg skulle hilse fra en morgenlæsende pige og sige at det er helt ‘ok’ (ret meget, faktisk) med hundehistorier på bloggen. Du har nemlig fået en ny læser
Det billede der er da GULD.
Skønt!
Hvor er det en skøn historie Anna, og at se Asger med hovedet ud af bilruden er som at se vores gamle hund – hun elskede også bilkørsel højt! Og mad forøvrigt, blot erindrer jeg ikke at hun begik den samme selvtægt som Asger…han er vel nok en klog hund
Jeg elsker din blog, både når du er alvorlig men også herligt at du fortæller lidt om Asger engang imellem. Knus fra det jyske 