Torsdag den 3. oktober

Jeg har lyst til at sige tak, fordi I er så mange, der læser med, når der er Brevkassespørgsmål og-svar. Det glæder mig rigtig meget. Jeg har også lyst til at fortælle om en oplevelse, der fandt sted dagen efter det seneste brevkassesvar.

I svaret har jeg skrevet om, hvor vigtigt det er at have sine grænser trukket fuldt op, frem for at have stiplede linjer omkring sig, som enhver kan trænge igennem. Jeg skrev også, at det faktisk ikke er så let at begynde på den proces, fordi man nemt kommer til at føle sig lidt uelskværdig, når man klart markerer sine grænser. Man virker sødere udadtil, når man ikke går så højt op i det med grænser.

Og dagen efter kom jeg på egen krop til at opleve netop det. 

Jeg fik en mail med tilbud om at holde foredrag for en flok professionelle coaches. Arrangementet skulle vare 2½ time. Jeg ville blive betalt med 3 flasker vin og en S-togs billet.

Jeg skrev tilbage, at jeg desværre måtte takke nej, fordi jeg ikke kan tilbyde at arbejde gratis.

Og derefter gik der et døgns tid med… ruelser. For selvom jeg ved, at det er en særdeles fair tilbagemelding, en særdeles fair ståen ved mine grænser, så måtte jeg igennem “nu-kan-de-nok-ikke-lide-mig” og “hvem-tror-jeg-jeg er”. Og mere af samme skuffe, der gav en meget stille dag på kontoret. Jeg fik kort sagt ikke lavet en skid, mens jeg gik i cirkler og havde ondt i maven.

Så nej, det er ikke nødvendigvis behageligt at lære at stå ved sine grænser. Men der er ikke nogen anden vej end igennem, når man vil frem mod målet: Selvaccept, selvrespekt og muligheden for ligeværdige relationer.

PS: Dette snapshot fra for et par dage siden er et billede af ligeværdighed: Min Asger og hans bedste ven, Luna, som går tur skulder ved skulder, holdende om hver sin ende af en tom vandflaske.