Jeg har aldrig glemt det år, hvor børnene og jeg modtog julehjælp fra en hjælpeorganisation. Hvor jeg trillede barnevognen med Jacob hen til en idrætshal, og skubbede den langs borde, fra hvis modsatte side mænd i hvide kitler og nissehuer rakte mig julemad og sagde “Glædelig jul!”
Livet er helt anderledes for mig i dag. Men der er fortsat mange mødre, som har brug for hjælp. Derfor: Har du overskud til det, så støt Mødrehjælpens indsamling til julehjælp. Du kan støtte med 100 kroner ved at sende en SMS med teksten JUL til 1231. Eller du kan med dit dankort overføre et hvilket som helst beløb, der passer dig, ved at gå ind på Mødrehjælpens hjemmeside her.
Jeg har tidligere skrevet til Mødrehjælpens blad om den jul. Har du lyst til at læse teksten, kommer den her:
Glædelig jul
Jeg har et indre billede fra juleaften det år: Jeg har en blå- og hvidstribet pyjamas på. Jeg står ude i vores lillebitte køkken og laver julemiddag. Børnene, begge decemberbørn og netop fyldt 6 og 1 år, sidder på køkkenbordet, og gulvet bugner af julemad, der slet ikke er plads til i skabene. Udefra ligner det måske et billede af overflod, idyl og en mor, som lige om lidt skifter pyjamassen ud med den fine kjole. Men sådan er det ikke. Jeg forbliver i nattøj hele aftenen og al maden på gulvet er noget, vi har fået foræret af Børnenes Kontor. Og det er den mad, der er i fokus på billedet: Kartofler på glas, juice, kaffe, ris, en endnu uåbnet pose med små, trekantede pakker m&m’s og så et net med appelsiner. Faktisk især de appelsiner. De står knivskarpt i min erindring. Langt skarpere en den del af billedet, hvor børnene og jeg er. Og det er egentlig det, der gør mest ondt. De skide appelsiner skinner stærkere end børnene gør. End jeg gør. Den gratis julehjælp var ikke spor gratis, viste det sig. Den havde kostet værdighed. Og det er det, jeg kan se på billedet, hvor jeg i udvisket form fejrer jul i pyjamas.
Den jul var et lavpunkt i mit moderskab. Men, som lavpunkter ofte er, blev det også et vendepunkt. Eller en chance, måske snarere. En oplagt chance til at foretage et reality-check: For kunne det virkelig passe, at jeg havde tilladt mit selvværd at være afhængigt af, hvad jeg er værd i banken? Og kunne det virkelig passe, at min følelse af værdighed kunne trues, blot fordi jeg var nødt til at tage imod gratis julehjælp? Hvis værdier var det egentlig, der styrede mit liv? Den jul blev anledning til, at jeg fik vendt bøtten på hovedet og genskabt det rette fokus: Fokus på hverdagen med børnene, på det smukke i den enkle og nære, på glæden i hverdagen lige-her-og-nu. Alt det, der er det virkeligt vigtige. Man er ikke for alvor fattig, bare fordi man ikke har råd til at købe dyr julemad. Og det er ikke uværdigt at tage imod hjælp. Fattig, det er man først, når man er begyndt at tænke sådan.
PS: Julemanden har sgutte altid styr på det. Mødrehjælpen, derimod, det er en organisation med styr på tingene:
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Det undrer mig, at der ingen kommentarer er på dette indlæg. Jeg havde forventet en stribe. Gad vide hvorfor?
Jeg er selv i en temmelig svær økonomisk situation, ikke alene, men dog med to små børn. En kombination af su og et skidt job-marked har sendt os i knæ, og det er jo faktisk ikke noget at skamme sig over. Men den er der alligevel. Følelsen af ikke at være god nok. Ikke at have styr på det, Livet.
At se det hele som et vendepunkt og en chance i stedet, vil jeg tage med mig og vende denne her jul til noget positivt.
Tak, fantastiske Anne. Og glædelig jul:)