1
I dag har været en stille dag. Men samtidig en dag hvor jeg synes, følelsen af taknemmelighed har været let at mærke. Jeg er – helt, helt ærligt! – taknemmelig for penicillin og for bloglæseres ønsker om god bedring. Det er en stærk kombination, og jeg føler mig næsten rask.
2
Jeg er taknemmelig for børnenes taknemmelighed: Når de forstår at værdsætte vores dagligdag. Når de kan se det store i det små, “the magical in the mundane”, som jeg jo synes er så vigtigt. Det kunne de i dag:
Jeg blev varm af ømhed, da Elise efter middagen lavede smoothie, tog den flødebolle, hun havde gemt fra i fredags og udbrød med den mest barnlige, oprigtige glæde: “Whaw! Både smoothie og flødebolle! Man skulle tro, det var weekend!”.
3
Og ligeså øm blev jeg, da Jacob holdt tale under middagen og overrakte familiemedaljen til mig (som insisterede på at dele med Søren) for i dag at have købt ham hjemmesko, efterårssko og vinterfrakke. “Jeg er simpelthen så glad for det hele, og jeg ved godt, at det var dyrt,” sagde han. Og så insisterede han på at stille hjemmeskoene på bordet til pynt.
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Det er da også en fin bordpynt
Dén lille dukke, der står ved siden af, har jeg magen til bare med lidt flere kulørte perler. Jeg fik den engang af min mor, da hun havde været ude at rejse (hvortil har jeg glemt, måske Mali?), og den har været et kært eje siden…
Dejligt at du er i bedring.
Dorte