1
Hjemme hos os har vi en familiemedalje, som under stor højtidelighed overdrages til et medlem af familien, som har tænkt på familien i stedet for bare på sig selv. Sammen med medaljen følger en afrikansk engel af perler, som står på spisebordet ud for pladsen til den, som har medaljen. Det er et stærkt motiverende tiltag, kan jeg garantere for. I dag afgav jeg medaljen til Jacob, som på eget initiativ havde foreslået, at han og jeg skulle cykle en tur, så han kunne øve sig i at køre sikkert i trafikken. Det lyder måske ikke som særligt selv-opofrende, men det var det faktisk, fordi han egentlig ikke bryder sig om at øve sig i at køre bedre, men foreslog det, fordi han gerne vil sikre, at vi alle sammen kan køre cykelture sammen til sommer. Og det kan vi jo kun, hvis han øver sig nu… Her er et billede af medaljen og englen (jeg havde egentlig lovet Elise ikke at vise den, fordi det navn, vi har givet vores familie for at fremme team-spirit, efter hendes mening er ret pinligt…):
2
I aften har vi siddet i karnappen alle sammen og drukket te og spist brownies, som Jacob har bagt. (Opskriften står i “Zen for mødre” og er både den nemmeste og den bedste brownie-opskrift, der findes. ) Vi har karnapvinduerne fulde af lys i anledning af befrielsen, og der var obligatorisk historietime om 2. Verdenskrig. Der var nærvær, ro og højtidelighed på den gode måde.
Og her er så lige et billede af den del af bagningen, Jacob synes bedst om:
3
Dagens sjoveste øjeblik: “Du er da ikke mormon, er du?”, spørger Jacob. “Nej”, svarer jeg, “Jeg er lutheraner. Har du hørt om Luther?” Og han svarer “Nej, men jeg har hørt om en luder.”
