Lørdag den 26. april

Jacob er lige kommet hjem efter en lang dag i skoven, hvor han har spillet rollespil med en hel masse andre. Han gik i bad. Og derefter sagde han følgende:

“Bare lige en kort kommentar, inden jeg trækker mig tilbage til mit eget univers: Jeg håber, I har haft en god dag. Jeg har haft en skøn dag.” Så snuppede han en is og lagde sig på sengen for at se tv. Alene. Endelig. Der skal seriøst lades op, når en introvert har været 12 timer sammen med mange mennesker.

Forleden fik jeg en mail fra en introvert kvinde, hvis mor ikke havde den viden, da mailskriveren var barn. Og det fik store konsekvenser:

Det var ikke nemt at være et meget introvert enebarn, med en extrovert mor, og en introvert far, der ikke fyldte meget i familien. Men som jeg elskede højt. Min mor forstod mig ikke – forståeligt nok. Hun elskede fest og farver, mennesker omkring sig. Og jeg, der hellere ville sidde alene med en bog… 
At hun ikke forstod mig, gjorde mig usikker. Jeg følte mig forkert, og ikke værdsat som den, jeg var.  Desværre varede det hele livet. Jeg følte altid, at jeg skulle gøre mig fortjent til hendes kærlighed, hvorimod min far elskede mig som den, jeg var. Selvfølgelig fordi han genkendte mig i sig selv.

Min mor var meget elsket af sin familie, og jeg fik altid at vide at jeg var heldig med sådan en mor. Det forvirrede mig, for hvorfor følte jeg ikke det samme?  Hun gjorde det bedste, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg er ikke bitter. Hun blev en skøn bedstemor til vores to sønner. De skulle ikke leve op til hendes forventninger, og blev elsket som de dejlige børn,de var. 
 

Rørende historie! Og hurra for, at tiderne har ændret sig, så der er nu kommet fokus på introversion og ekstroversion. På det faktum, at vi er forskellige, men ligeværdige.