Jacob er 13 år og går i 7. klasse. Han er lud-doven herhjemme, men ikke i skolen. Alligevel fik han for nyligt skæld ud af en lærer, som flere gange kaldte ham uambitiøs.
Jacob var blevet så ked af det i timen, at han ikke havde fået sagt noget. Han var bange for, at han ville være begyndt at græde foran hele klassen. I stedet græd han herhjemme. Han kunne slet ikke forstå, hvad der havde fået læreren til at konkludere, at han er uambitiøs. Vi anbefalede ham at skrive en mail til læreren og fortælle hende, at han var blevet meget ked af hendes kommentarer, at han er glad for hende, glad for faget og faktisk gør sig umage. Samtidigt lovede han at få sin søster til at hjælpe sig med at lave et system, der sikrer, at han fremover har bedre styr på sine dokumenter på computeren. Situationen i klassen var nemlig opstået, fordi han var langsom til at finde et dokument.
Læreren tog godt imod hans mail. Hun vendte situationen med sine kolleger – og vendte så tilbage til Jacob med besked om, at han skal arbejde med sin fremtoning. Han virker arrogant, fik han at vide.
Jacob er ikke arrogant. Men han er meget introvert, hvilket blandt andet vil sige, at han er meget lyttende og koncentreret. Jeg tror – og han tror også selv – at det er det, der er blevet opfattet som arrogance. Hvis du har læst Introvert ved du, at jeg engang fik at vide, at jeg skulle smile mere til møderne på min arbejdsplads. Så jeg ved af egen erfaring, at nogle mennesker har svært ved at se forskel på introverthed og arrogance. Det ekstroverte ideal er massivt: Man skal være synlig, hurtig, på, dynamisk, udadvendt, gruppeorienteret….
Lad mig gentage, hvad jeg allerede har sagt alt for mange gange: Det er et spørgsmål om ligestilling og almindelig ordentlighed at sikre,
- at alle steder, hvor børn lever deres liv, er tilpasset både de ekstroverte og de introverte børns talenter og præferencer,
- at alle børn bliver set, forstået, respekteret og givet plads.
Så de kan trives og blomstre.
{ 8 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Håber du fortalte det samme til hans lærer!
God aften
Og tak for en givende blog
Hørt Anna, må din stemme vinde indpas, så vores institutioner, skoler og arbejdspladser tilgodeser begge karaktertræk.
Sikke da noget pis – ja, undskyld – at overfuse en elev sådan og gøre ham ked af det. Den lærer burde da udmærket kende Jacob efterhånden – det lyder, som om hun har haft ham et stykke tid? Og hvordan er det egentlig også lige, at hun får vendt det til, at han er uambitiøs, hvis det handlede om, at hun synes, han virker arrogant? De to ting hænger ikke sammen i min verden …
Jacob kan arbejde med sin fremtoning, og så kan lærerstaben arbejde med deres rummelighed!
Skulle det være bedre at blive kaldt arrogant!
Problemer med at finde et dokument burde ikke være nok til at blive kaldt uambitiøs flere gange og skældt ud foran en hel klasse. Læreren burde give ham en stor undskyldning for at have overreageret og behandlet ham respektløs – ikke bare undskylde sig med, at han virker arrogant.
Men usikre, generte og introverte mennesker bliver desværre ofte opfattet som arrogante eller afvisende. Det er et problem, der desværre ikke ser ud til at blive mindre.
JA! I min familie bliver vi også tit opfattet som arrogante (min far, mig og mine søskende)! Det er vi ikke, vi er introverte… Hvor er det synd for Jakob at få det at vide som 13-årig og hvor er det synd, at lærerne ikke kan kende en introvert og ikke kender Jakob bedre.
Men… faktum er, at vi bliver opfattet som arrogante, og så må vi arbejde med “facaden” i visse situationer (som fx til møder).
Jeg er både lidt introvert og ret så genert. Jeg er også gennem hele mit liv blevet opfattet som arrogant. Jeg er 42 og har det stadig svært i situationer hvor jeg ikke kender folk, så på trods af jeg faktisk er en ret åben person, når man lærer mig at kende, kan jeg stadig blive opfattet som arrogant og tillukket og når jeg forklarer folk at jeg bare er utrolig genert bliver de helt overraskede.
Jeg har endnu ikke forstået hvorfor folk opfatter det som arrogant…
Helt enig i, at det ikke er bedre at blive kaldt arrogant.
Jeg fandt det bare underligt, at det pludselig var forklaringen.
Jeg er blevet bedre til at smile og virke imødekommende, end jeg virkede i gymnasiet. Men sommetider bliver jeg stadig indadvendt og mere observerende. Jeg har heldigvis fundet gode folk – sikkert også overvejende introverte – at omgive mig med, som ikke spørger, om man er sur eller syg eller træt, når man lige bliver lidt indadvendt.
Ak ja!
Arrogant ja, eller snobbet (det er måske lidt det samme). Det er nemt at skyde attituder i skoene på en der ikke siger/viser så meget af sig selv.