Jeg har fået brev med posten i dag. Et af de “Letters in the mail”, jeg selv har betalt for at få fra USA.
Hver gang, jeg finder sådan et rigtigt gammeldags brev i postkassen, glæder jeg mig til at sætte mig til rette og læse. Det føles som om, det er helt særligt til mig, selvom jeg ved, det ikke er. Denne gang var brevet fra Jim Ruland i San Diego. Jeg aner ikke, hvem han er. Han har sirligt håndskrevet tre A4-ark og lavet små tegninger. Brevet handler om Babymetal, som er japanske pigebands, der kombinerer pop og heavy metal. Det handler også om Jims forhold til sin datter. Det er hamrende velformuleret, og det tog mig lang tid at læse det.
Et langt, håndskrevet brev fra en, jeg ikke aner, hvem er, om noget, jeg ikke aner hvad er… Hvor ofte får man sådan en oplevelse? Jeg synes, det er aldeles pragtfuldt!
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ej, hvor lyder det bare skønt, Anna – jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået et rigtigt brev?! Og nu ser jeg jo at man også kan få tilsendt breve til børn. Hvor skønt. Det vil jeg altså lige kigge nærmere på, jeg håber, det kunne være noget for min ældste søn, som starter i 4. og har engelsk på 2. år. Så kan vi læse dejlige engelske breve sammen
Og når jeg ser, hvor begejstret han er for at få sin avis (Kids News) hver fredag i postkassen kan jeg da kun tro og håbe, han vil blive mindst ligeså glad for et brev fra en med noget på hjerte 
Kære Metteline,
Ja, er det ikke en fantastisk idé!
Jeg har lige købt et års abb. til min søn på 13. Jeg glæder mig allerede på hans vegne til at få “letter in the mail”.