For to dage siden holdt jeg Det sidste Foredrag. I dag fortalte forlaget, at et af de store ugeblade gerne vil skrive om den nye bog. Åh, når overgangene i livet er så pæne…Det føles trygt.
Det er de som bekendt ikke altid. Overgange har det i reglen med at være messy. Uskarpe i kanten, så det ikke er helt klart, hvor den ene ting slutter og den næste begynder. Kærlighedsforhold, for eksempel. Eller selvforståelse (man har tilbagefald, hvor man tvivler). For mit eget vedkommende: Overgangen mellem kæbe og hals. Den var engang skarp, men nu er den alt andet end skarp.
Men der er også noget fascinerende ved uskarpe overgange. Kan du huske kemiforsøgene, hvor man kunne se væsker flyde sammen på smukkeste vis? Det er der, man virkelig har muligheden for at mærke, man udvikler sig, at noget nyt sker. Så hvis man kan finde modet til at blive i følelsen af usikkerhed og nu-mister-jeg-lidt-mig-selv , er det en oplagt mulighed for at blive lidt klogere. Det kan godt være, jeg føler stor tryghed, når begyndelsen på noget nyt følger så pænt i halen af afslutningen på noget gammelt. Men den helt store tryghed…den får jeg først, når jeg lærer at leve med utrygheden og usikkerheden og den uskarpe kæbelinje. For usikkerhed og forandring er stort set det eneste, man kan regne med her i livet:
