Fredag den 2. oktober

af Anna Skyggebjerg den 2. oktober 2009

1

En af årsagerne til, at jeg virkelig skatter efteråret, er farverne. Jeg er aldeles til fals for efterårsløv i skinnende variationer af gult, rødt, lilla. Og i min nødhjælpskasse ligger billeder af det smukke løvfald i New England, som jeg håber en dag at se med mine egne øjne. Indtil da glæder jeg mig over bladene på børnenes skole. Jeg tog de her med hjem i dag:

Efterårsløv fra børnenes skole

2

Ikke alene er det en vidunderlig årstid. Det er en vidunderlig dag: Fredag! Folk i Super Best var i fredagshumør og smilede og konverserede hen over slikhylderne. Og da jeg stod udenfor butikken, baksende med poser, der var for tunge til cykelstyret, og tabte en buket blomster, kom den sødeste fyr løbende (ja, faktisk løbende) og samlede den op for mig. Sådan er det om fredagen. Eller måske var det Obama-effekten?

3

Dagens Zen-moment:

Jacob og jeg sidder i karnappen. Jeg siger til ham, at jeg vil elske ham til den dag, jeg dør. Og han – 8 år! – siger:

“Når du dør, kommer Livet og tager dig med tilbage og putter dig ind i mit hjerte. Så lever du videre der.”

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Trine 4. oktober 2009 kl. 20:28

Han er da verdens skønneste dreng!

FruGosch 11. oktober 2009 kl. 20:41

Åh ja, det er han! Virkelig…!
Det er klogere og smukkere sagt end nogen anden, uanset alder, kunne sige….Det må du hilse ham og sige!

Jeg har selv en snart 9 årig dreng. Han siger også de sødeste ting. Nogle gange livskloge, andre gange helt naivt barnlige. Her er et af de sidste: “Mor, hvor gammel er du, når du kommer på plejehjem?” (Vi havde talt om, at han skulle besøge mig). Jeg siger, at jeg er rigtig gammel til den tid. “1000 år?” spørger han så. Jeg, smilende: “Ja, mindst!” Han: “Hvor gammel er jeg så, når du er 1000…..45?”

:-D Det var ren latter-krampe-zen…… :-D

Skriv en kommentar