1
I dag har Elise holdt tale under middagen og givet familiemedaljen til Puttepatruljen. Hun – katten – fik den overordnet for sin trofasthed som putter og mere specifikt fordi hun i går havde ligget i en papkasse i Elises seng, mens Elise sov til middag i fire (læs: 4) timer. Vi elsker vores kat. Og jeg elsker vores ritual med at holde taler, fordi det giver mulighed for at få sagt ting, som er vigtige, men ikke altid lige til at få sagt. For eksempel hvad der gør én rigtig, rigtig glad, når man er 13 år gammel.
Hvor højt vi elsker vores kat? Så højt, at hun får familiemedaljen samme dag som hun kaster op ned gennem rillerne i radiatorskjuleren!
2
I “Zen for mødre” skriver jeg om Zen og suppe. Om hvordan det selvfølgelig godt kan være ret træls at snitte grøntsager til et stor portion suppe, men også kan være en Zen-fyldt oplevelse, hvis man formår at tænke på al den snitten som en omsorgsfuld handling, man udfører for sin familie. Og i øvrigt husker at trække vejret og nyde dufte og farver. Jeg skriver også, at jeg som regel laver sådan nogle store portioner suppe i weekenden.
Og lige den del med weekenden, havde jeg glemt i dag. Så på en mandag (en mandag!) gik jeg igang med fire liter porre-kartoffelsuppe. Og der var ingen Zen i dag. Overhovedet.
Men pointen holder jeg fast i: At koge suppe, at dufte til porrer, purløg og timian…. det kan være et umådeligt Zen-skabende ritual. Men altså bare ikke om mandagen.
3
Ham Albert Einstein, han var en klog mand. Hør blot her:
“There are only two ways to live your life. One is as though nothing is a miracle. The other is as though everything is a miracle.”
Ved godt, hvad jeg vælger!
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg tror det var kartoffelsuppedag i går – det fik vi også. Den var klar på en halv time, men smagte efter omstændighederne fint. En dl fløde gør underværker. Min søn på snart 11 blev dog enig med sig selv om at de små porrestykker der havde undsluppet stavblenderen måtte være meget giftige
I dag er så også suppedag – der er nemlig rester. Tror jeg laver en lille pandekage ovenpå ( min mormors udtryk for dessert )
Glædeligt efterår, fra Marie
PS. Er ikke helt enig med Albert! Der er en 3. måde og det er indimellem at leve livet som om det er et mirakel. At se solen efter regn, at ha glemt noget og komme i tanke om det og blive helt lykkelig indeni. At huske på alt det gode man har (også en kat der kaster op!) Tror det er ret svært for mennesket at leve livet hele tiden, som om det er et mirakel. Men det er en fin huskesætning, til min 3. måde
Kære Marie,
HA! Allerede inden jeg læste din kommentar, havde jeg besluttet det samme: I aften skal vi have resterne af suppen og så pandekager.
Er enig med dig: Det bliver svært at leve livet hele tiden, som om alt er et mirakel. Jeg vil dog øve mig. Og ikke føle den mindste skyld, når det ikke lykkes. Få af os er af Alberts kaliber.
Kærlig hilsen,
Anna