Jeg har arbejdet mig igennem de seneste par uger for at komme frem til netop i dag. For fra i dag er der ikke flere aftaler i kalenderen, end jeg kan magte. Fra i dag kan jeg begynde på det, jeg har lagt til side for at honorere alle mulige andre krav: At skrive.
Og hvad sker der….? Jeg sætter mig ved computeren og kan slet ikke huske det, som jeg er igang med. Nå jov, det er noget med en mand og en dame og deres liv. Og nu har hun mødt en ung mand, og de drikker kaffe, men egentlig er det mest hans mors historie, vores dame er interesseret i. Men da hun får mulighed for at møde den unge mands mor, tør hun alligevel ikke. Og for at undgå det, sender jeg hende og ægtefællen til Toronto. Til Toronto?
Nu sidder de på et hotelværelse i Toronto. Han har noget arbejde med. Hun går rundt i byen og kigger på det, der åbenbart er i Toronto. Om aftenen går de i teateret. Og jeg sidder her og tænker over, hvordan det lige skete – og hvordan jeg skal få dem hjem fra Toronto.
Jeg tror, jeg giver mig til at rydde lidt op på skrivebordet og på gulvet omkring det. For det er heller ikke blevet gjort de seneste uger. Måske kan jeg bedre tænke, når det ikke roder? Jeg ved, at jeg ville skrive fantastisk, hvis jeg havde det her skrivebord (også selvom det roder lidt). Det tilhører hovedpersonen (spillet af Diane Keaton) i “Something’s Gotta Give”. Rummet og udsigten passer perfekt til mig, synes jeg!
