Jeg har forlængst besluttet, at fotografier her på bloggen er snaphots, som jeg ikke gør mig umage med. Jeg gør mig umage med mit ordvalg – og ønsker man at se smukke billeder, kan man finde dem i overflod på Insta. Men lige det her foto ville jeg ønske, at jeg havde gjort mig lidt mere umage med…
Jeg håber, du alligevel kan fornemme, hvor megen Zen, der er i det hjørne af haven, som er mit, og hvor jeg i dag har siddet med te og sjal og min yndling-digtsamling (som gamle damer jo har for vane…).
I det hjørne holdt jeg en pause. Sådan en kort én, som jeg skrev om på bloggen i forgårs. Ti minutter med ro, nærvær og fordybelse. Kan stærkt anbefales. Prøv selv!
Yndlingsdigtsamling? Det er den her:
Den er rent ud sagt vidunderlig! Den handler meget om naturens mirakler. Om at gå tur og få øje på det store i det små.
Og så er der et enkelt digt, der – diskret – handler om Mary Olivers svære barndom (hvor hun flygtede ud i naturen for at komme væk fra sine forældre). Digtet hedder “To be human is to sing your own song”. Hun fortæller om en fugl, hvor ungerne lærer at synge ved at kopiere deres fars sang. Og digtet slutter med disse ord:
I don’t know if any other bird does this.
But I know a
child doesn’t have to. Doesn’t have to.
Doesn’t have to. And I didn’t.
Jeg elsker de sange, Mary Oliver lærte sig at synge!
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Elsker dine fotografier.
Dine fotos står altid på hovedet eller sidelæns på min skærm. Er det min skærm, der loader forkert, eller er det meningen?
Mette, det har jeg hørt før. Fra læsere med iPad. De står faktisk rigtigt nok på min side.
Ok! Det er nok også meget sundt at se verden lidt på hovedet i ny og næ