Fem fuldkommen forudsigelige ting, der er sket indenfor det seneste døgn:
1: Kl. 16 i går ville jeg ikke til den middag på mit forlag, som jeg havde meldt mig til. Og som begyndte kl. 18. Årsager: Jeg er ikke klog nok. Jeg er ikke selskabelig nok. Jeg er ikke forfatter nok. Og jeg er især ikke pæn nok. (Min nye halskæde (den med ordet enough) virker tydeligvis cirka lige så godt som Calvins lykkeunderbukser med rumraketter (her taler jeg om Calvin fra Calvin&Hobbes))
2: Kl. 18 befinder jeg mig til middag på forlaget. Den første, jeg taler med – sådan cirka inden for det første minut – er clairvoyant. Jeg bliver perpleks, fordi jeg er sikker på, hun kan se, at jeg er en sær ånd. Den næste jeg taler med, er så gude-smuk, at jeg bliver starstruck og garanteret siger noget dumt.
3: Kl. 18.30 bliver jeg placeret ved et bord med helt vidunderlige kvinder. Jeg er i det bedste selskab, nogen kan komme, og jeg har en pragtfuld aften! Jeg har fuldstændig glemt, at jeg ikke er nok. Jeg snakker som et vandfald, lytter en hel masse, spiser mere end rigeligt og griner af dværge-vitserne.
4: Kl. 23 spørger den ene, jeg har til bords, om jeg er klar til at gå ti minutter efter. Det går lige i det øjeblik op for mig, at jeg er klar til at gå indenfor de næste ti sekunder. Der er 0% på mit batteri. Der havde lige været 25, synes jeg…
5: Kl 7 vågner jeg med migræne. Men det er ikke slemt, og jeg undgår medicin.
Og sådan er det hver gang… Men jeg glemmer det fra gang til gang (fordi jeg ikke er klog nok?), så jeg skal åbenbart igennem tiden fra kl. 16 til kl. 18.30 hver eneste gang. Hvilket virker ret dumt, taget i betragtning. at jeg er temmelig voksen. Men som min sidekvinde i aftes sagde – efter én af dværgevitserne - så bor der en dværg inden i mange af os.
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Du er i hvert fald god til at sætte ord på dine følelser. Jeg oplever det samme hver gang. Jeg når at opleve de samme følelser en uge i forvejen, for så kan jeg nå at melde afbud i ok tid. Det gør jeg for det meste. Men jeg kender godt det der med, at det er fantastisk, for det meste, når man endelig får slæbt sig derhen.
Kh Rikke
Min “svære” tid er mellem kl. 21 og kl. 23, hvor jeg spekulerer på, hvornår jeg kan tage hjem. Så sidder jeg og tænker at jeg er alt for kedelig og stille og kedelig og gammel og stille, men jeg synes heller ikke jeg kan gå endnu. Jo trættere jeg er, jo mindre siger jeg. Jo mindre jeg kender folk, jo sværere synes jeg det er.
Det er åbenbart en længerevarende proces at acceptere og respektere sin introverthed
Tak fordi I deler jeres erfaringer, Rikke og Ditte.
Ja, Ditte, “længerevarende” er i hvert fald rigtigt. Måske endda “livslang”? I hvert fald er det fortsat et issue for mig. Og jeg tænker, at det bedste, jeg kan opnå, er at acceptere det. Fremfor at tro, jeg kan “komme i mål” – og så slå mig selv i hovedet, når jeg igen-igen kan se, at der er jeg endnu ikke. Hvad tænker du om det?
Jeg synes det lyder meget klogt og rigtigt, søde Anna <3 Det er jo det, jeg skal: Tænke på det er en rejse, en proces og der kommer omveje og genveje og alt muligt. Når jeg så når et bump på vejen, kan jeg tænke på det, jeg faktisk gør allerede. Tak for lige at minde mig om det
Tak for et dejligt blog indlæg, man kan jo kende mange af de mønstre fra sig selv. Heldigvis går det jo som regel godt alligevel