Dag # 1 efter Studentereksamen
Hvis du har læst Kærlig hilsen Anna, ved du, at jeg ikke holder af at sukkerglasere mine erfaringer. Eller holde dem private. Ikke fordi jeg elsker at fortælle om mig selv og er i særklasse råt anlagt. Men fordi jeg er af den overbevisning, at vi dybest set er temmelig ens, så vi kan lige så godt dele vores erfaringer og lære af dem.
Derfor disse ord:
På Dag #1 efter Elises studentereksamen er jeg træt, lettet og grådlabil. Jeg har det som om, jeg har præsteret noget stort og nu endelig kan slappe af. Fordi sådan er det.
Jeg har været alene med Elise, siden hun var lidt over 2 år gammel, og til 7 år senere, da jeg flyttede sammen med Ægtefælle, som er Jacobs far, og har været så god som en “rigtig” far for Elise. Sammen med ham har jeg gået det sidste lange stykke vej. Sammen med ham har jeg kunnet give Elise (og Jacob, naturligvis) vidunderlige oplevelser. Den slags, som det er nemmere at give, når man har to indtæger, end når man kun har én. Og sammen med ham er der truffet vigtige og svære beslutninger om Elises liv. For det har ikke været let hele vejen igennem. Da hun gik i 8. klasse var jeg seriøst i tvivl, om hun ville kunne klare at komme i gymnasiet. Selvfølgelig er det ikke nogen ulykke ikke at få studentereksamen, men da det var det, hun ville, var det bekymrende, at hun havde så svært ved at lære. Vi satte massivt ind på at hjælpe hende. Senere oplevede hun langt sværere ting: overgreb og svigt, mobning og stress. Hver gang satte vi igen massivt ind på at hjælpe hende. Og hun er kommet hel og fin igennem det hele. Nu også studentereksamen, som hun har bestået med glans. Til translokationen på fredag skal hun holde tale for os alle sammen: studenter, forældre, lærere.
Jeg har været ind over nærmest enhver tænkelig detalje og enhver tænkelig beslutning i Elises 19½ årige liv. Jeg har været mere på, end jeg egentlig ville anbefale andre mødre, hvis jeg blev spurgt. Men omstændighederne har bare altid været sådan, at jeg ikke kunne gøre det anderledes.
Nu er hun i mål. Jeg føler, jeg i dag kan læne mig tilbage og sige, at jeg har fulgt hende så langt, at jeg nu kan give slip. Og at det hele er lykkedes. Derfor lettelsen og trætheden. Og derfor gråden, der hele tiden presser sig på, fordi i dag, når jeg endelig står stille, kan jeg mærke, hvor tynget jeg har været af 19 års angst for, om jeg kunne magte opgaven.
{ 10 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Wauw, det du skriver, giver mig håb om, at jeg kan have nogle af de samme følelser, når min datter om 10 år har samme alder, som Elise. For hvor er der meget tvivl, usikkerhed og angst forbundet med at være forælder, synes jeg. Jeg kan fuldstændig relatere til “skiltet”.
Tak fordi du delte.
Mvh Lisbeth
Kære Lisbeth, Tak for din kommentar. Vi skal dele præcis for at give hinanden håb!
Kærligst,
Anna
Nu tuder jeg også lidt. Vi er midt i gymnasiet nu, og det første år har været hårdt synes jeg. Dette giver mig håb og hvor er det rigtig det der står i citatet nederst!
Hvor er det flot skrevet, jeg får helt tårer i øjnene over din måde at erkende, det er tid til at slippe Elise nu. Du har hjulpet hende igennem de seje kampe som du skulle, og nu kan hun selv.
Kan godt forstå du er lettet og grådlabil, nyd dagen og hyg om dig selv
Tillykke, Anna – og Elise. Os, der har fulgt dig lidt fra sidelinjen i noget tid efterhånden, har jo aldrig været i tvivl om, at du var – og er – en fantastisk mor. Din eftertanke, empati, indsigt og selvrefleksion alene er en gave for ethvert barn. Men åh, hvor jeg kender tvivlen. Som kan være så overvældende og tyngende. Måske endda i endnu højere grad, når man ikke har en anden voksen i huset, man kan dele den med. Mine unger trives og er de fineste små mennesker. Alligevel har jeg dage, hvor jeg føler, at jeg ikke magter opgaven. Ikke fordi det er hårdt. Men fordi jeg ikke ved, om jeg gør det godt nok. Så tak fordi du deler. Det giver nemlig håb!
Tillykke til jer alle og tak fordi du viser det fulde billede
Stort, stort tillykke og stort, stort tak for din ærlighed.
Vil du dele, hvad I gjorde for at hjælpe Elise med at lære dengang?
Tak, Marie!
Det var egentlig ret enkelt (men omfattende): Det fag, Elise havde suverænt sværest ved, var matematik. Vi ansatte en ung kvinde, vi kendte i forvejen, til at komme en gang om ugen og hjælpe med matematik. Nogle gange var de i stedet hos hende. Og nogle gange lavede de slet ikke matematik, men hyggesnakkede. Det resulterede i løbet af et år i følgende: Elise fik en klog rollemodel. Hun elskede at være samme med Anne Mette – og meget af den årsag (tror jeg) kom hun også til at holde af matematik og hun blev decideret dygtig til det. I gymnasiet har hun haft matematik på A-niveau.
I ALLE andre fag i 8. og 9. var jeg ind over. Lavede lektier med hende. Læste alt igennem. Havde styr på kalenderen. Lærte hende at strukturere sit arbejde, tage noter og at “tænke”.
Efter 9. klasse var hun et år i USA. Der tog hun et fagligt tigerspring, der selvfølgelig skal ses på baggrund af de to forrige års massive sætten ind. De to års 1-1 undervisning bar virkelig frugt. Det betød, at hun fik en forholdsvis nem start på gymnasiet. Blandt andet havde hun været 1.g matematik-pensum igennem i USA, så det var stort set repetition for hende. Det gav flere kræfter til den sociale del og de øvrige fag. Hele vejen igennem gymnasiet har jeg hjulpet hende en del, men kun med de bløde fag. Derudover:Hun har arbejdet om en hest og slidt sig til et kanon resultat.
Kære Jytte, Rikke, B & Lotte,
Af hjertet TAK for jeres søde og generøse kommentarer!
Kærligst,
Anna
Kære Anna
Tak for uddybningen. Jeg tænker, at Elise har en ret så fantastisk mor.
Alt det bedste til jer alle fire
Mange hilsner