Tirsdag den 25. august

Asger…

I dag skrev Rie en kommentar på bloggen og spurgte til, hvordan det går med Asger. For sidst, jeg skrev om ham, havde jeg fortalt, at han var ked af det, efter at være kommet tilbage fra ferie hos sin Fabelagtige Feriefamilie. 

Ries kommentar bliver anledning til at fortælle noget, jeg endnu ikke har været parat til at dele:

Verdens dejligste Asger bor ikke længere hos os.

En time efter, jeg havde skrevet det omtalte blogindlæg, gik Ægtefælle og jeg aftentur med Asger. Han var som sagt deprimeret, og vi troede, det ville blive en meget kort og stille tur. Den blev ikke stille, men den blev kort. Og den blev også den sidste. 

Helt i korthed skete der det, at Asger angreb en fremmed hund. Der skete ikke noget med den anden hund, men hele hændelsen var det skrækkeligste, jeg vist nogensinde har oplevet. Og derefter gik der seks døgn, hvor familien var i akut krise. Vi græd stort set konstant. Talte med dyrlæge og andre kloge mennesker i et forøg på at vurderede, hvilke konsekvenser episoden skulle have. Der var flere rædselsfulde scenarier i spil. Ingen af dem indeholdt, at Asger kunne blive boende her hos os; Ægtefælle og jeg turde ikke længere. Den aktuelle episode var ikke den første.

Efter seks mareridtsdøgn endte det på den efter omstændighederne absolut bedst tænkelige måde: Asger er flyttet permanent ind hos sin feriefamilie. De elsker ham lige så højt, som vi gør. Han elsker dem højere endnu. 

Elise går fortsat tur med ham. Fra hende ved jeg, at Asger er glad. De problemer, vi havde med ham, har han ikke der, hvor han er nu. 

Jeg savner Asger hver eneste dag. Jeg kigger hele tiden på billeder af ham. Når jeg lukker øjnene, kan jeg dufte hans poter. Uden at lukke øjnene, kan jeg mærke hans bløde ører. Jeg kan stadig krumme min hånd, så jeg ved, den passer perfekt til at ae hans kind. Men min hånd er tom, og min seng er alt for stor, for Asger plejede at hoppe op i den og fylde. Jeg har svigtet én, jeg elskede, og som jeg endda havde taget til mig, fordi han allerede var blevet svigtet for mange gange tidligt i sit liv. Jeg græder over at skrive disse ord. 

Jeg har ikke set Asger siden. Jeg tør ikke, for jeg er holdt sammen af ren viljestyrke, og jeg frygter, at hvis jeg ser ham, og skal forlade ham, falder jeg fuldkommen fra hinanden og bliver aldrig mig selv igen. Men måske en dag… Forhåbentlig en dag…

Tak, Rie, fordi du fik mig til at fortælle det. Det måtte jo til.