Torsdag den 3. december

1

Nogle gange – ret ofte, faktisk – er det de mindste ting, der minder en om, hvor stort livet er.  Lige pludselig kan man se det store i det nære, “the magic in the mundane”. Sådan var det her til morgen, da vi talte om, hvad Jacob skulle have i skolen i dag og kunne konstatere, at han i to timer skulle have “El i klassen” og i de næste to timer “Nisser i ler”.  Hvor sødt og trygt kan det blive? Jeg kunne næsten ikke rumme så megen komik og lykke, så jeg vendte mig mod Søren og sagde, “Vi har en dreng, der skal have el i klassen og nisser i ler!”. Og vi var enige om, at så har vi alt, hvad vi behøver!

2

Elise har passeret interessen for nisser i ler: Hun er i pubertet.  Det giver ind imellem nogle groteske kampe. Men det er jo vores job som de voksne at stå fast og give hende en mur at spille op ad. Så  det har vi gjort de seneste to dage. Og her til aften tillader jeg mig at være taknemmelig for, at det faktisk ser ud til at nytte.

3

Og så glæder mig mig fortsat over, hvor dejligt det var at være væk i to uger og have ro til at skrive. Og over hvor dejligt det er at være hjemme igen.  Jeg har det som Olga Masters, australsk forfatter og mor til syv børn. Men hun siger det bare meget bedre, end jeg kan:

Many people have said to me, “What a pity you had such a big family to raise. To think of the novels and the short stories and the poems you never had time to write because of that.” And I looked at my children and I said, “These are my poems. These are my short stories.”