Fredag den 11. december

I dag er det fredag, og jeg har ikke skullet på arbejde.  Til gengæld skal vi i morgen have 25 gæster til fødselsdagsbrunch for at fejre Elise og Jacob.  Som om jeg behøvede at sige mere om, hvilken slags dag det har været…  Men jeg vil gerne lige bidrag med et enkelt eksempel alligevel:

Jeg skal i Super Best. Jeg tager bagtrappen til cykelskuret og snupper lige en affaldspose med, som jeg så kan smide i containeren ved siden af cykelskuret. Man er vel effektiv.

Da jeg er nået halvvejs til Super Best opdager jeg, at jeg kører rundt med affaldsposen på styret.

Jeg har brug for Zen!

1

Så da jeg kom tilbage (altså tilbage for anden gang, for jeg var jo nødt til lige at køre hjem med den pose skrald…), var Jacob kommet fra skole. Og vore læseritual på gulvet i karnappen var lige præcis det, jeg havde brug for. Også det, han havde brug for. Vi sad i en lang time og læste “Hobitten” , og det var Instant Zen.

2

Under middagen skiftede familiemedaljen ejer. Jacob slog på glasset og holdt en sød tale, hvor han takkede for, at vi vil fejre hans og Elise fødselsdage og har gjort sådan en stor indsats.  Og han foreslog medaljen overrakt til Søren og mig. Hvis der var den mindste anspændthed i min krop, forvandt den lige der.  Jeg er bare et stort bankende hjerte.  Sådan en smule fødselsdag kan man vel nemt arrangere. Ugentligt, hvis det skulle være!

Jeg ved godt, jeg har nævnt det mange gange – og jeg kommer til det igen: Taler og familiemedaljer giver mere Zen i familien. Jeg lover det! Prøv selv!

3

Da begge børn var puttet og lejligheden omdannet til en flag allé, satte jeg mig ind i den blå stol i hjørnet af soveværelset med min Nødhjælpskasse. Der lå sørme nogle citronkiks og noget te! Og også min yndlingsbog, “When I loved myself enough”.  Den her gik lige ind:

When I loved myself enough

I felt compelled to slow down

way down

And that has made

all the difference