Mandag den 11. januar

af Anna Skyggebjerg den 12. januar 2010

Dete er ikke et af de sædvanlige blogindlæg… Dette er en opdatering om tingenes tilstand indefor kunsten at binde sløjfer. Som den opmærksomme læser vil huske, var et af feriens projekter at få lært Jacob (9 år!) at binde sløjfer. Det var nemlig ved at være lidt pinligt i gymnastiktimerne, at han var den eneste, der fortsat ikke selv kunne snøre sine sko. Så han og Søren gik i gang, Jacob fik det lært – og vi fejrede på café.

I dag kom så mødet med realiteterne: Han skulle have gymnastik.

Da han kom hjem fra skole spurgte jeg naturligvis, hvordan det så var gået med at binde sløjfe. Og jov da, det var sådan set gået fint nok. Han havde bundet en god sløjfe, lidt løs i det, men overordnet set god nok. Men…han havde desværre glemt at stikke foden ned i skoen.

Jacob havde simpelthen stillet skoen foran sig, ligesom da han øvede sig på sin fars sko under ferien, og bundet en sløjfe.  Men at huske at få foden ned i skoen, det er jo hele 2 ting…

Jeg er sikker på, at Jacob sympatiserer med dette citat fra en anden ca 9-årig dreng, Calvin fra tegneserien “Calvin & Hobbes”: Reality continues to ruin my life.

{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

annette 12. januar 2010 kl. 19:10

Robert (10 år, kan muligvis binde sløjfer. men har aldrig haft sko med snørebånd) synes Jacob klarede sig kanongodt i dag.

Anna Skyggebjerg 12. januar 2010 kl. 19:15

Det har jeg straks videregivet til Jacob, som smilede bredt og sagde, “Det er jeg glad for, han siger!”

Annamette 12. januar 2010 kl. 22:15

Ahahahahaha Anna, det er fandme skægt. Og fantastisk citat ;-)

En fugl i hånden 13. januar 2010 kl. 04:31

Hej Anna

Sikke en underholdende hverdagsanekdote – sidder her og smiler bredt over hele 5-øren … sådan her ja… :)

Har for nylig til min store fornøjelse opdaget din blog og følger dig via google… Har fornøjet mig med en bunke af dine ældre indlæg og glæder mig til mange flere omgange tre in days to come…

Hilsen Helle

FruGosch 15. januar 2010 kl. 21:04

For sulan da, han er skøn!
Og den selvironi og humor ham Jacob besidder er så meget vigtigere end lige at huske at putte sin fod i skoen. DET kan man altid gøre senere. Det med humor er straks sværere at komme efter.

Jeg kan godt forstå, at du er stolt af ham. Det skinner igennem i alle de linier du skriver om ham.

Skriv en kommentar